Fogh presset af krav om kvindelig dansk kommissær

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er under pres fra sine egne folk for at vrage integrationsminister Bertel Haarder (V) som ny dansk EU-kommissær og i stedet udpege en kvinde til posten. »Haarder er en fremragende kandidat, men jeg synes, det ville klæde Danmark bedst at stille med en kvinde«, siger Venstres topfigur i EU-parlamentet, den liberale næstformand Karin Riis Jørgensen. Statsministeren er på sommerferie og har sagt, at han ikke tager stilling før i august. Barroso vil have flere kvinder Torsdag godkendte parlamentet med et flertal på 413 imod 251 stemmer Portugals tidligere, konservative regeringsleder, José Manuel Barroso, som ny formand for kommissionen. Han afløser Romano Prodi 1. november, og dermed kan slaget om de andre pladser i kommissionen nu for alvor begynde. Danmark skal stille med en afløser for socialdemokraten Poul Nielson, der har været kommissær for udviklingsbistand siden 1999. Barroso har sat sig det mål, at mindst en tredjedel af de nye kommissærer skal være kvinder - og han lagde direkte pres på Danmark for at opstille en kvindelig kandidat. Boel som alternativ Hidtil har det været forventningen på Christiansborg og i Bruxelles, at Fogh vil udpege Bertel Haarder, der har stor EU-erfaring, og som længe har drømt om at blive kommissær. Men fødevareminister Mariann Fischer Boel nævnes som et alternativ, hvis statsministeren foretrækker at beholde Haarder i regeringen. »Jeg vil ikke sætte nogen navne på«, siger Karin Riis Jørgensen, men hun medgiver, at Fischer Boel »da også er en fin kandidat«. S vil også gerne have en kvinde Socialdemokraterne vil også gerne have en kvinde, og de opfordrer Anders Fogh Rasmussen til at afbryde sin ferie for at tage beslutningen i en fart. 20 af de 25 EU-landes regeringer har allerede meldt ud om mere eller mindre sikre kandidater til den nye kommission, og S frygter, at Danmark må tage til takke med en ubetydelig plads, hvis Fogh venter for længe med at bestemme sig. »Hellere i dag end i morgen. Det haster virkelig nu, og jeg kan kun håbe, at statsministeren snarest muligt får etableret de nødvendige kontakter«, siger formanden for de europæiske socialdemokrater, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her