Efter 14 år i skyggen øjner de danske kommunister lysere tider forude. Medlemstallet kryber langsomt opad, og samtidig forhandler de tre danske kommunistpartier om at lægge fortidens fraktionskampe bag sig og stifte et nyt, kommunistisk enhedsparti. »Både de gamle og dem, der sætter morgendagens tone, kigger mod os. Og endnu flere siger, at når partierne finder sammen, så er de med igen. Man skal ikke undervurdere potentialet«, siger Jørgen Petersen, formand for DKP/ML. Nyt parti i støbeskeen Igennem længere tid har ledelsen af de tre partier - DKP, DKP/ML og KPiD - holdt fælles møder på ledelsesplan for at danne grundlag for et helt nyt kommunistparti. De tre partier kan tilsammen mønstre omkring 1.000 medlemmer - langt fra de gyldne år i 1970'erne, da DKP fik over 100.000 stemmer ved valgene og havde syv mandater i Folketinget. Alle tre partier mener, at samling er en forudsætning for ny fremgang. »Det haster ad helvede til. Vi spilder en masse muligheder, så længe vi ikke er sammen. Det er spild af kræfter, fordi vi har hver vores administration, og fordi vi bruger megen tid på at koordinere«, siger Jørgen Petersen. Stadig uenigheder Men indgående diskussioner om demokratisk centralisme, proletariatets diktatur og ikke mindst en moderne klasseanalyse har afsløret, at der stadig er uenighed på den yderste venstrefløj. Derfor valgte DKP/ML og KPiD i forsommeren at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal forberede en sammenlægning af de to partier. Til DKP's udtalte ærgrelse. »Vi har ikke meldt os ud af arbejdet på et enhedsparti. Og vi har bedt om lov til at være med til de fælles møder mellem de to andre partier, men det kan vi ikke få lov til«, siger DKP's formand, Henrik Hedin. »Der er stort set ingen meningsforskelle - hverken i den grundlæggende klasseanalyse eller i den daglige, praktiske politik. Men vi ønsker nogle ting diskuteret mere dybtgående, som de andre gerne vil gå let hen over«, siger DKP-formanden. Nøjagtig som DKP/ML fornemmer også han, at kommunisterne for første gang siden Murens fald står foran fremgang. »Min fornemmelse er, at der er en stor interesse hos mange mennesker for at lære den kommunistiske bevægelse nærmere at kende. Det er ikke de tusindtallige masser endnu, men en lind strøm af henvendelser og nye medlemmer«. Hvad tror du, det er udtryk for? »Det tager jeg som et udtryk for, at vi har ret«, siger Henrik Hedin.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen




























