Konservativ krig afblæst

Connie Hedegaard er stort navn blandt de konservative. - Foto: Peter Hove Olesen
Connie Hedegaard er stort navn blandt de konservative. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Dér røg den chance for at blive formand. Midt i den konservative glæde over, at Connie Hedegaard er tilbage hos de konservative, så kan det næppe undgås, at to personer har tænkt, at det både er godt og skidt. Det er kulturminister Brian Mikkelsen og justitsminister Lene Espersen, der begge har været i position til at blive ny leder, den dag Bendt Bendtsen ikke længere vil. De udsigter er formentlig spoleret med Connie Hedegaard, der har så stort et navn hos de konservative, at begge på forhånd må resignere. Selvfølgelig under forudsætning af, Connie Hedegaard klarer opgaven som miljøminister uden at falde igennem, men det tror de færreste vil ske. Magtkamp lurede Indtil Hedegaards tilbagekomst lurede en ny magtkamp ude i fremtiden. Brian Mikkelsen og Lene Espersen tilhørte hver sin fløj under halvfemsernes dramatiske opgør mellem Per Stig Møller og Hans Engell. Krigen blev afblæst med en magtdeling, som betød, at Brian Mikkelsen og Lene Espersen begge kom i ledelsen sammen med Bendt Bendtsen. Med hvad skal der ske efter Bendtsen, har man med en ængstelse spurgt sig om i den konservative folketingsgruppe. Skal vi så i gang med en ny magtkamp, som man er så rig på i partiet? I halvfjerdserne var det Erik Ninn Hansen som kæmpede mod Erik Haunstrup Clemmesen. En kamp, der først stoppede, da partiet var ved at ryge under spærregrænsen. Så kom Poul Schlüter i firserne, og i halvfemserne gik det så igen galt, indtil Bendt Bendtsen kom til. Derfor var det med et lettelsens suk, at Connie Hedegaard sagde ja. Det særlige ved Connie Hedegaard er, at hun er usædvanlig dygtig til at kommunikere. Hun kan kort og klart fortælle, hvad der er konservativ politik. Et træk, der er tæt på at have udviklet sig til et af de vigtigste hos en moderne politiker. Samtidig er hun den intellektuelle kraft, partiet har savnet. Træt af politik Hedegaards navn dukkede op før sommerferien, da de konservative fornemmede, at Fogh ville komme med en større rokade efter ferien. Flere nævnte i den forbindelse Connie Hedegaards navn, men Brian Mikkelsen løftede pegefingeren og sagde, at han havde hørt, at hun stadig var træt af politik. Det var hun ikke, men det kunne de ikke vide. For det var først på dagen for ministerudnævnelsen, at Bendt Bendtsen ringede til Connie Hedegaard. Ingen havde haft en føler ude omkring hende, selv om hun har tætte kontakter til udenrigsminister Per Stig Møller og folketingsmedlem Lars Barfoed. Hun sagde ja, men til Bendtsens store overraskelse sad Connie Hedegaard langt oppe i Sverige. Bendtsen ringede til generalsekretæren og fik ham til at bestille et privatfly på partiets regning. Connie Hedegaard er placeret politisk omkring Per Stig Møller. Det vil sige, at det er partiets højrefløj, der taber i disse dage. Næste kamp i partiet bliver at finde en folketingskreds til Connie Hedegaard. Også her kan højrefløjen muligvis løbe ind i et nederlag. Gitte Seebergs kreds i Køge er stadig ledig, og den er reserveret til højrefløjen. Men også her er der allerede spekulationer om, at man resignerer. Connie Hedegaard er åbenbaringen, og der er kun kampen om at blive Hedegaards assistent tilbage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her