Det er urimeligt, at danske soldater sætter livet på spil i Irak, mens irakiske mænd går og putter sig her i Danmark og nægter at rejse hjem.
Det er Dansk Folkepartis logik, og derfor genrejser partiet nu i forbindelse med sit sommergruppemøde i Tversted i Nordjylland kravet om mere fart i hjemsendelserne af afviste asylansøgere. Tonen er skærpet, og DF sætter yderligere trumf på ved at true med ikke at ville agere flertal bag regeringens finanslov.
»Vi har allerede i finanslovsaftalen for i år en klar aftale om, at regeringen skal prioritere hjemsendelserne højere. Det er ikke sket - det er på kanten til finanslovsbrud«, sagde partiformand Pia Kjærsgaard i går i en pause i møderne og badeturene i Vesterhavet.
Derfor retter partiet nu søgelyset mod finansminister Thor Pedersen (V) i erkendelse af, at integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) ikke er lykkedes med at sætte turbo på hjemrejsetrafikken til Irak og Afghanistan.
»Vi vil ikke gå i forhandlinger om en finanslov for 2005, før vi har sikkerhed for, at regeringen rent faktisk vil gøre noget ekstraordinært for at opfylde aftalen for i år. Og målet er det samme: de afviste skal hjem«, siger Pia Kjærsgaard.
En yderligere tommelskrue til regeringen er kravet om, at de danske tropper skal trækkes hjem fra Irak, hvis landet ikke åbner mere op for egne borgere. Betyder det kort og godt, at Dansk Folkeparti ikke vil stemme for et nyt mandat til dansk udstationering, når det kommer op igen sidst på året?«
»Det er endnu for tidligt at afgøre, om vi stemmer for, men der skal ikke herske tvivl om, at vi mener kravet om hjemsendelser alvorligt. Og det forstår regeringen, er jeg overbevist om«, siger Peter Skaarup, politisk ordfører for Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti har arbejdet alvorligt på at blive et ansvarligt parti. Er det særligt ansvarligt at bringe hele den danske indsats i Irak i spil for at opnå et - alt andet lige - mindre verdensomspændende mål?
»Hjemsendelser er nu én gang et af Dansk Folkepartis store mål, og så kan du da godt kalde det mindre væsentligt end krig. Men regeringen ved godt, at det betyder meget for os«. Støtten kan drøftesEr Dansk Folkeparti villig til at bruge endnu flere penge for at øge tempoet i hjemsendelserne?
»Vi er indstillet på at drøfte, om støtten til den enkelte, hjemsendte asylansøger skal hæves. Det kan også komme på tale at støtte med penge direkte i nærområdet i et forsøg på at opbygge arbejdspladser og boliger«. Den irakiske regering har bedt de lande, som huser flygtninge, have tålmodighed og beholde de afviste asylansøgere op til et par år endnu. Hvordan vil du have, at den danske regering skal hekse?
»For eksempel kunne den danske regering - eventuelt med Bertel Haarder i spidsen - rejse ned til Irak og lægge pres på den irakiske regering. Og regeringen kan også rejse til Afghanistan, ligesom Danmark også må bruge vores stemme i koalitionen og gerne få USA med på ideen«, siger Peter Skaarup.
Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) afviste i Politiken torsdag at mikse problemerne med hjemsendelser med udstationeringen af danske soldater i Irak. Vent til forhandlinger går i gang
Finansminister Thor Pedersen (V) lader gennem sin pressechef lidt mere høflige toner lyde, om end de er langt mere ukonkrete:
»Jeg lytter selvfølgelig til de politiske synspunkter, for det er en central del af den politiske opgave. Konkret vil jeg ikke kommentere indholdet, før forhandlingerne går i gang og regeringen selv fremlægger sit forslag til finanslov 26. august«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























