Boel får bred opbakning i folketinget

Lyt til artiklen

S-formand Mogens Lykketoft ønsker Mariann Fischer Boel tillykke med jobbet som landbrugskommissær. »Det er en meget central og vigtig, men også meget besværlig post, hun nu skal løfte arbejdsopgaverne i. Der er ingen tvivl om, at det, Europa har brug for både for at åbne sine markeder for udviklingslandene og for at aflaste sit eget budget, er gradvis at skære ned i tilskuddene til europæisk landbrug. Det, ved vi, er en besværlig sag, siger Mogens Lykketoft til Ritzau. Mariann Fischer Boel har som landbrugsminister arbejdet for at få nedsat tilskuddene, og Lykketoft går ud fra, at regeringen vil bakke op bag en kommissær, der sætter handling bag ordene. Samme udmelding kommer SF's formand, Holger K. Nielsen med. »Det er da fint, og især hvis hun får held til at reformere landbrugsstøtten, som er den sidste rest af centralistisk planøkonomi i Europa. Ordningen er dyr, den giver høje priser for forbrugerne og er til skade for u-landene. Så den helt store opgave bliver at ændre landbrugspolitikken«, siger Holger K. Nielsen. Fuld opbakning fra regeringen Det Konservative Folkeparti ser også udnævnelsen af Mariann Fischer Boel som landbrugskommissær som et skridt på vejen mod afviklingen af EU's landbrugsstøtte. »Med Mariann Fischer Boel som landbrugskommissær rykker et farvel til de dyre støtteordninger nærmere. Hun har fuld opbakning fra sit eget parti, regeringen og Danmark til at afvikle støtteordningerne,« siger Gitte Seeberg, konservativt medlem af Europa-Parlamentet. Økonomiminister Bendt Bendtsen (K) kalder udnævnelsen af Mariann Fischer Boel til landbrugskommissær for en 'fjer i hatten' for såvel hende selv som VK-regeringen. »Jeg er glad for, at hun fik den tunge post, der står for halvdelen af EU's samlede budget - og som betyder, at vi står overfor en udfasning af landbrugsstøtten på sigt. Samtidig er det jo en fjer i hatten til både Mariann Fischer Boel og regeringen«, siger Bendt Bendtsen. Ikke flertal for reform Det er særdeles positivt, at Mariann Fischer Boel har fået jobbet som landbrugskommissær, siger Mogens Camre, der er Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet. »Det kan være, at det medvirker til en lidt mere realistisk debat herhjemme om EU's landbrugsordninger. Mange politikere i Danmark lovede op til Europaparlamentsvalget at afskaffe landbrugsordningerne. Nu kan de få at se, at sådan er verden ikke, for det kan der ikke skaffes flertal for i den eksisterende union. Man må se i øjnene, at landbrugspolitikken ikke lader sig reformere sådan en-to-tre. Det må gå op i en højere enhed i forhandlingerne i WTO«, siger Mogens Camre

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her