Socialdemokraterne vil helst have de radikale med i en regering efter næste valg, men et socialdemokratisk hovedbestyrelsesmøde på Snaptun Færgegård ved Horsens Fjord skærpede nærmest uenigheden mellem de to partier om aldersgrænsen for familiesammenføring. »Vi går ikke efter at lave en socialdemokratisk mindretalsregering efter et valg«, siger partiets formand, Mogens Lykketoft. »Vi sigter efter et valgresultat, hvor vi kan stå i spidsen for en regering. Vi vil gerne havde andre, især de radikale, med. Men det kan vi jo ikke bestemme alene. Det kommer jo an på, om der kan skrives et regeringsgrundlag«. Om nødvendigt er S dog rede til at danne en mindretalsregering. Kun få vil pille ved familiesammenføring På hovedbestyrelsesmødet var der kun enkelte røster for at sætte aldersgrænsen for familiesammenføring ned fra 24 år. I dette spørgsmål er der klar uenighed med de radikale, hvis formand, Marianne Jelved, vil have grænsen ned til 18 år. »På det punkt er partiets politik klar«, siger Mogens Lykketoft, der dog ikke mener, at »det tilspidser situationen« over for de radikale. »Reglen er et effektivt rygstød for unge, der gerne selv vil bestemme, hvem de vil giftes med. Det er det, vi hører fra for eksempel Københavns vestegn. Vi synes faktisk, det er en humanistisk holdning«. Menneskerettigheder kommer først Den socialdemokratiske leder slår også fast, at »naturligvis vil vi respektere menneskerettighederne, også på dette punkt. Det er, som også integrationsminister Bertel Haarder (V), har antydet det, helt sikkert nødvendigt at præcisere, at menneskerettighederne altid har forrang«. Marianne Jelved siger til Ritzaus Bureau, at »jeg slet ikke vil kommentere regeringsspekulationer, fordi det flytter fokus fra det, der er det helt centrale lige nu. Det vigtige er nemlig, at Danmark har en lovgivning, som overholder internationale konventioner og helt almindelige retsstatsprincipper«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























