Indvandrere skal lære ligestilling

Den nye socialminister, Eva Kjer Hansen (V).   Foto: Peter Hove Olesen
Den nye socialminister, Eva Kjer Hansen (V). Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Dialog med de etniske minoritetsgrupper om ligestilling mellem kønnene. Det er dét punkt, Eva Kjer Hansen (V) nævner som sin første prioritet, når hun tager sin nye kasket som ligestillingsminister på. »Vi må have nydanskerne til at forholde sig til de værdier og demokratiske principper om ligestilling, som det danske samfund bygger på. Det bekymrer mig, når jeg hører om familier, der sender deres børn hjem til genopdragelse, og når jeg ser, at unge piger fra de etniske minoriteter løber ind i problemer, når de kræver selvbestemmelse«, siger Eva Kjer Hansen. Initiativer på vej Derfor har hun også allerede flere initiativer på trapperne med særlig adresse til de etniske minoriteter. I løbet af efteråret kommer hun med en særlig handlingsplan til forebyggelse af vold mod etniske minoritetskvinder. Planen kan ses som et tillæg til den handlingsplan om vold mod kvinder, som hendes forgænger i ministerstolen Henriette Kjær (K) og justitsminister Lene Espersen (K) i fællesskab lancerede for to år siden. »41 procent af de kvinder, som kommer på krisecentrene, er fra de etniske minoritetsgrupper. Det er altså en særlig udsat gruppe. Og selv om mange af dem er udsat for vold fra danske mænd, så er der et behov for at øge fokus på mændene fra de etniske minoriteter. Ved de nok om, hvad det er for værdier, den danske ligestilling bygger på? Og ved de voldelige mænd fra disse grupper, hvor de skal gå hen og få tilbud om hjælp?« »Meget af den information om vold, som er udarbejdet i form af oplysningsmateriale på andre sprog, er rettet til kvinderne. Jeg tror, det er nødvendigt også at satse mere på dialog med mændene«, siger Eva Kjer Hansen. Workshops i folkeskolen Samtidig planlægger hun en konference, hvor unge etniske kvinder med uddannelse og arbejde skal medvirke og fremstå som rollemodeller for andre unge i deres miljøer. En række 'unge-workshops' i folkeskolens ældste klasser, baseret på et særlig undervisningsmateriale om ligestilling, starter til september, og Eva Kjer ser også gerne nogle af dem placeret på skoler i områder med mange tosprogede. Unge er i det hele taget et andet af hendes fokusområder, når det handler om ligestilling. »De billeder, ungdommen får smidt i hovedet i reklamer, film, musikvideoer osv., er tit bygget op omkring nogle stereotype kønsroller. Det ligner en fastlåsning af et mønster, jeg troede, vi havde forladt«, siger hun. Derfor skal en anden planlagt konference med titlen 'Ung og Køn' lokke de unge ud af busken med deres egne bud på ligestilling. Kvindelig talentmasse På den nye ministers ligestillingsdagsorden står også videreførsel af en række af de initiativer, som Henriette Kjær allerede har sat i gang, blandt andet arbejdet med at få flere kvinder ind i ledelse, i politik og i forskning. »Det er ærgerligt at gå glip af den talentmasse, der ligger hos kvinderne. Og det er også et spørgsmål om demokrati, at både mændene og kvinderne deltager på lige fod«, siger hun. Ligelønnen - eller mangel på samme - er en anden nød, der skal knækkes. Og den nye minister er parat til at diskutere modeller for de kønsopdelte lønstatistikker, som regeringen afskaffede, inden loven var trådt i kraft. »Jeg kan ikke lide den model, der var lagt op til, fordi det var for nemt at identificere den enkelte medarbejders løn. Men jeg er i kontakt med både beskæftigelsesministeren og Dansk Arbejdsgiverforening for at se, om vi ikke kan finde en anden model, der kan bruges som redskab i arbejdet for ligeløn«, siger Eva Kjer Hansen. Og så åbner hun i øvrigt for en dialog med ngo'erne - kvindeorganisationer som bl.a. Kvinderådet og Dansk Kvindesamfund - for at høre deres bud på, hvad der trænger sig på. »Som noget af det første vil jeg invitere dem til et møde. Jeg vil gerne høre deres mening om, hvor 'de ømme tæer' er«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her