Regeringen går nye veje i ulandsbistanden

Ifølge regeringen skal der over de kommende fem år bruges 1,2 milliarder kroner på at genopbygge Afghanistan (550 millioner), Sudan (500 millioner) samt Irak (150 millioner). - Foto: AP
Ifølge regeringen skal der over de kommende fem år bruges 1,2 milliarder kroner på at genopbygge Afghanistan (550 millioner), Sudan (500 millioner) samt Irak (150 millioner). - Foto: AP
Lyt til artiklen

Sikkerhedspolitikkens indflydelse på den danske udviklingsbistand skal vokse i de kommende år. Men det skal den samlede danske hjælp til verdens fattige lande ikke. Det fremgår af et udkast til 'Regeringens prioriteter for dansk udviklingsbistand 2005-2009', som Politiken er i besiddelse af, og som forventes offentliggjort i løbet af kort tid i forbindelse med VK-regeringens forslag til næste års finanslov. Udkastet er, ifølge Politikens oplysninger, udarbejdet af en meget snæver kreds af topembedsmænd fra Finansministeriet og Udenrigsministeriets afdeling for ulandsbistand, Danida. Mere miljø VK-regeringen lægger desuden op til en forøgelse af den danske miljøindsats i udviklingsbistanden - uden at der dog er tale om, at forøgelsen kompenserer for de nedskæringer på området, som regeringen gennemførte ved sin tiltrædelse i 2001. Opprioriteringen af det sikkerhedspolitiske aspekt ved ulandsbistanden giver sig blandt andet udslag i en øget indsats i nogle af de lande, som de senere år har været værst plaget af krig og borgerkrig. Ifølge regeringen skal der over de kommende fem år bruges 1,2 milliarder kroner på at genopbygge Afghanistan (550 millioner), Sudan (500 millioner) samt Irak (150 millioner). Ved at fokusere på nødhjælp, genopbygning, langsigtet udvikling, flygtninge og internt fordrevne i de tre lande bidrager Danmark aktivt til at fremme sikkerhed, stabilitet og kampen mod terror, hedder det i udkastet. Samtidig skal der afsættes 15 millioner kroner årligt til fremme af det civile og militære samarbejde i de lande, hvor Danmark har udstationeret styrker. Indsats i nærområderne Udviklingsminister Bertel Haarder (V) har tidligere fremhævet, at der i de kommende år skal ske en øget indsats i nærområderne - de områder i ulandene, hvor der i dag opholder sig mere end 30 millioner på flugt fra krige og konflikter. I år bruges der beskedne 100 millioner kroner af det samlede bistandsbudget på 10,5 milliarder til en målrettet indsats i nærområderne. Beløbet ventes dog at stige til 200 millioner næste år, og Politiken erfarer, at Bertel Haarder i en tale til chefer fra Danida har bebudet en yderligere stigning til 300 millioner i 2006. På miljøbistandsområdet lægger regeringen blandt andet op til at igangsætte et regionalt miljøprogram i Mellemamerika. Programmet, som ellers var klar til start, blev taget af bordet, da VK-regeringen gennemførte besparelser på ulandsbistanden i 2002. Netop nedskæringerne på miljøbistandsområdet er internt i regeringspartierne - ikke mindst hos de konservative - blevet mødt med kritik. Laveste bistandsniveau i 25 år Generalsekretær Vagn Berthelsen, ulandsorganisationen Ibis, har haft lejlighed til at læse udkastet til de kommende års bistandspolitik. Han hilser velkommen, at der bliver gjort en større indsats i Sudan og Afghanistan, der hører til blandt verdens fattigste lande. »Det ville være forkert på forhånd at afvise, at sikkerhedspolitik kan være relevant i forhold til udviklingsbistand. Det afgørende er imidlertid, om udviklingsbistanden tager udgangspunkt i de fattigste landes sikkerhed eller i vores. Det er selvfølgelig legitimt, at den danske regering beskæftiger sig med vores egen sikkerhed, man bør så blot overveje, om det er bistandsmidlerne, der skal holde for«, siger Vagn Berthelsen, der også mener, at det er positivt, at regeringen satser mere på miljøbistanden. Problemet er blot, påpeger han, at de nye prioriteringer sker inden for en samlet ramme for dansk ulandsbistand, som nærmer sig det laveste niveau i 25 år. Blandt andet er bistanden til Afrika reduceret med ti procent fra 2001 til 2003. »Vi er nødt til at forholde os til volumen, og der er for få penge til bistanden. Og det betyder, at initiativer, som i sig selv er gode og støtteværdige, ender med at gå fra andre initiativer«, siger Vagn Berthelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her