Laksefisk får bedre vilkår

Ribe Å-laksen er ligesom sin mindre fætter snæblen så truet, at Danmark kan få en EU-sag på halsen for ikke at beskytte fiskene godt nok.   Foto: Klaus Balleby
Ribe Å-laksen er ligesom sin mindre fætter snæblen så truet, at Danmark kan få en EU-sag på halsen for ikke at beskytte fiskene godt nok. Foto: Klaus Balleby
Lyt til artiklen

Snæbel. Det pudsige ord fik flere gange smilene frem på læberne hos miljøminister Connie Hedegaard (K) og Folketingets Miljøudvalg. Men sagen, som var på dagsordenen ved dagens samråd, er ellers alvorlig nok: Danmark risikerer en ny sag ved EF-domstolen, hvis vi ikke passer bedre på den lille snæbel - en slags fætter til laksen - og Ribe Å-laksen. Begge sydjyske laksefisk er stærkt truede, snæblen så meget, at den er en prioriteret art i EU. Og begge fisk mangler ifølge eksperter at få nogle af deres væsentlige levesteder udpeget som naturbeskyttede EU-habitatområder. Udvider landområde Ministeren lovede dog på dette møde, hendes debut i samrådsskærsilden, at tage sig bedre af fiskene. Hedegaard følger nu indstillingen fra det sønderjyske Lauritsen-udvalg og udvider naturområdet, hvor man skal passe ekstra godt på snæblen. Connie Hedegaard erkender, at udvidelsen er mindre end den oprindeligt foreslåede, og at kritiske biologer har påpeget, at det samlede område er mindre end snæblens naturlige udbredelse. Men hun peger på, at der også er folk, bl.a. landmænd, der kritiserer udvidelsen for at være for stor. Stregen i sandet »Det har været igennem en lang demokratisk proces, og et enigt Lauritsen-udvalg inklusive de grønne organisationer anbefalede dette område. På et eller andet tidspunkt må man trække en streg i sandet«, siger Connie Hedegaard. Hun har endnu ikke trukket en streg i vandet i sagen om den næsten lige så truede Ribe Å-laks. Men den er formentlig på vej. Ministeren understregede på samrådet, at Danmark i laksesagen - i modsætning til i snæbelsagen - ikke har noget formelt udestående med EU. Vi har fået godkendt det habitatområde for Ribe Å-laksen, som Skov- og Naturstyrelsen har udpeget. Siden har Danmarks Fiskeriundersøgelser imidlertid fastslået, at »laksens vigtigste gyde- og opvækstområder er beliggende uden for habitatområdet, og dermed er de helt basale livsbetingelser for laksen ikke opfyldt«. Hurtig handling er nødvendig Ministeren erkendte på samrådet, at man kunne argumentere for at skabe bedre levevilkår, bl.a. ved at fjerne hindringer for laksens passage: »Når en samlet forvaltningsplan foreligger, vil jeg bede Skov- og Naturstyrelsen undersøge, om der ikke er behov for yderligere udpegning«, lovede Hedegaard. SF og den øvrige opposition mener, at man måtte handle hurtigere, og påpegede på samrådet, at processen allerede er et par år forsinket. Hvorefter ministeren gav den tilstedeværende Skov- og Naturstyrelses-chef nervøse trækninger ved at love, at forvaltningsplanen er klar til 1. december.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her