Socialdemokratiet og De Radikales første reaktion på regeringens finanslovsforslag er, at de to nye ministre Henriette Kjær og Connie Hedegaard slet ikke får opprioriteret deres områder, som det ellers var lovet. Det nye familie- og forbrugsministerium med Henriette Kjær (K) i spidsen havde lagt op til en gaveregn til børnefamilierne, mens der var høje forventninger til miljøet og dets nye minister Connie Hedegaard (K). Men ifølge S og R er de to varer blevet oversolgt forud for præsentationen af finansforslaget for 2005. Wammen: Løftebrud Socialdemokratiets Nikolaj Wammen beskylder den tidligere socialminister for at løbe fra sine løfter. »Henriette Kjær havde lovet en børnepakke til alle børnefamilier, men kun få får del i pengene. Regeringen giver et lille beløb med den ene hånd, men tager et stort beløb med den anden«, siger Nicolai Wammen. Socialdemokraterne har regnet sig frem til, at regeringens nedjustering af den årlige stigning for børnechecken overstiger de 100 millioner kroner som regeringen nu vil bruge på børne- og famileområdet for at få gennemført pasningsgarantien i de resterende 25 kommuner, som endndu ikke har gennemført ordningen. Sjursen vil ikke premiere dårlige kommuner Tidligere på ugen kom det ellers frem, at familiepakken også skulle indeholde fleksible åbningstider, flere omsorgsdage og et såkaldt bedstemødrekorps. Men det har regeringen siden droppet, og det får også Kristendemokraterne til at kritisere. »For KD er en aftale alene om en pasningsgaranti uinteressant. Den vil blot præmiere de kommuner, der ikke har gjort deres hjemmearbejde. Fokus må først og fremmest være, at børn får mere tid sammen med deres forældre«, siger Kristendemokraternes finansordfører Jann Sjursen til Ritzau. Udsultet miljøministerium De Radikale og Socialdemokratiet er ikke helt enige om, hvor meget Miljøministeriet fra næste år bliver beskåret, men de er er fælles om at mene, at det er dybt skuffende. »Connie Hedegaard står med et endnu mere udsultet ministerium end det, Hans Christian Schmidt overlod til hende«, siger Nicolai Wammen, mens hans partifælle miljøordfører Torben Hansen undrer sig over, at Connie Hedegaard vil lægge navn til besparelserne. Socialdemokraterne har regnet sig frem til, at Connie Hedegaard netto får 54 millioner kr. mindre at arbejde med, mens De Radikale vurderer, det drejer sig om hele 130 millioner kr. Forventer at blive skuffet igen De Radikales finansordfører Morten Helveg Petersen anfører, at regeringens budget kun hænger sammen, hvis der kommer et opsving, så stigende beskæftigelse kan finansiere udgifterne. »Regeringen har de sidste to år sagt, at nu kom opsvinget, og vi er blevet skuffet hver gang. Regeringen skylder en forklaring på, hvor den vil finde de ekstra 50.000 til 60.000 arbejdspladser, som skal betale det her«, siger den radikale finansordfører til Ritzau. Han konstaterer også, at regeringen ikke lever op til den aftale om udviklingen i samfundsøkonomien - den såkaldte 2010-plan - som VK aftalte med Nyrup-regeringen. 2100-planen opererer med, at statsgælden i 2005 kun skal udgøre 34 procent af bruttonationalproduktet, mens regeringen i finanslovforslaget ansætter gældsandelen til 41 procent. »Vi burde nu have høvlet 100 milliarder kroner mere af gælden, end vi har gjort. Regeringen burde sige lige ud, at den ikke kan leve op til 2010-planen«, siger Morten Helveg Petersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























