Danske landmænd har haft god gang i sprøjtemidlerrne i 2003, viser en ny opgørelse fra Miljøstyrelsen. Stik mod målet om at forbruget af sprøjtemidler skal falde, steg forbruget fra 2002 til 2003. Stigning på 85 ton Der blev i alt kørt 2.954 ton sprøjtemidler ud på de danske marker - en stigning på 85 ton fra året før. Også den såkaldte behandlingshyppighed er steget - fra 2,10 til 2,33. Ifølge den såkaldte Pesticidplan skulle udviklingen ellers gå den modsatte vej. Behandlingshyppigheden skulle allerede i 2002 have været nede på 2,00, og ifølge den reviderede pesticidplan fra 2003 skal behandlingshyppigheden være skåret ned til 1,7 i 2009. Udviklingen er 'beskæmmende' Dansk Vand- og Spildevandsforening, DANVA, kalder udviklingen 'beskæmmende' og opfordrer politikerne til at gribe ind. »De nye tal viser, at regeringen nu må sætte ind med mere effektive midler, der tilskynder landbruget til at bringe udviklingen på ret kurs«, siger DANVAs formand, Tove Bakke Laursen. SF vil have genforhandlet pesticidplan Også SF kræver, at der strammes op, og at afgifterne på sprøjtemidler sættes i vejret. Partiets miljøordfører, Jørn Jespersen, siger, at den nuværende pesticidhandlingsplan, som regeringen har med Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti, er for uambitiøs. »Vi er nu yderligere bestyrket i, at der bør laves en ny plan, der strammer op på den nuværende«, siger Jørn Jespersen. Han vil derfor rette henvendelse til miljøminister Connie Hedegaard (K) og opfordre hende til at indkalde til et møde med alle Folketingets partier. Landbruget afviser Dansk Landbrug afviser, at højere afgifter er vejen frem. »Hvis vi føler, at afgrøderne er truet, så kan man godt tredoble afgiften, men det er ikke afgiftens størrelse, men værdien af afgrøden, det handler om«, siger viceformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh. Rådgivning og forskning Han mener, at der i stedet er brug for bedre rådgivning af landmændene og mere forskning. »Mængden af ukrudt i markerne er stigende, og vi skal stramme os an i rådgivning og forskning for at komme med bud på, hvordan vi kan komme længere ned«, siger Henrik Høegh. Han peger desuden på, at stigningen i 2003 skyldes, at det sidste år var muligt at bekæmpe ukrudt i vintersæd, og samtidig er beregningsmetoden for enkelte sprøjtegifte blevet ændret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























