Justitsministeriet kendte allerede i 1991 til politiets samarbejde med eksrocker Dan Lynge. Det kom frem i går, da tidligere rigspolitichef Ivar Boye indtog vidneskranken i den såkaldte Dan Lynge-kommission og overraskende indledte med at fortælle, at han »helt givet« har videregivet et to-tre siders referat om Dan Lynge til ministeriet. Der ledes stadig efter referat Det særlige referat er endnu ikke dukket op af Justitsministeriets gemmer, men der ledes stadig, oplyste ministeriet i aftes. »Justitsministeriet har allerede gennemgået en lang række sager på kommissionens foranledning med henblik på at finde materiale, der kunne have betydning for kommissionens arbejde. Justitsministeriet er fortsat i gang med at gennemgå en række sager til brug for kommissionens arbejde«, skriver kontorchef i Justitsministeriets Politikontor Mette Lyster Knudsen i en skriftlig udtalelse. Fra 1991 til 1995 infiltrerede Dan Lynge rockermiljøet i Hells Angels og Bandidos - og gav oplysningerne videre til politiet. Blandt andet har eksrockeren fortalt politiet om planlægningen af attentater mod landsdommer Bent Otken og tidligere statsadvokat for København H.C. Abildtrup. Dan Lynge tilstod også omkring 25 kriminelle forhold, heriblandt medvirken til mord og grov narkokriminalitet. Skiftede mening Men Dan Lynge er aldrig blevet retsforfulgt for disse forhold, selv om de ikke var forældede, da han tilstod dem. Derfor er netop referatet til Ivar Boye interessant. For det kan være med til at kaste lys over, hvor mange i politiets og anklagemyndighedens top der kendte til Dan Lynge. Og hvem der besluttede, at han ikke skulle straffes for sine forbrydelser. Hidtil har Ivar Boye afvist, at han tilbage i 1991 personligt fik overrakt et skriftligt referat af vicekriminalkommissær Poul Erik Aagaard fra rejseholdet om politiets samarbejde med Dan Lynge. Det var først i går, at Ivar Boye skiftede mening. Faldt over avisartikler hos bekendt Den tidligere øverste chef for rigspolitiet forklarede kommissionens medlemmer, at han i 2003 havde været på besøg hos en bekendt. Her havde han læst nogle artikler fra Ekstra Bladet, som i detaljer havde beskrevet indholdet af nogle dagbogsnotater, Poul Erik Aagaard havde skrevet, dengang han var leder af rockerspecialgruppen i Frederikssund. »Da jeg læste den artikel, kunne jeg pludselig godt huske, at han (Poul Erik Aagaard, red.) havde været der«, forklarede Ivar Boye i retten. Han forklarede også, at han »helt sikkert« har læst referatet, men at han ikke i dag kan huske indholdet. »Jeg har helt givet ladet det gå videre. Men jeg kan ikke huske, hvordan det er kommet derop (til Justitsministeriet, red.)«, sagde Ivar Boye i retten og tilføjede, at dengang var Dan Lynge »jo ikke en sag«. Papir i pengeskabet Ivar Boye kunne imidlertid også svagt erindre, at han straks lagde referatet i sit pengeskab. Det fik kommissionsdommer Eva Smith til at spørge den tidligere rigspolitichef, hvorfor han »mon« havde ment, referatet var så vigtigt, at det skulle lægges i et pengeskab. »Det var vel noget, jeg ikke ville have liggende og flyde fremme«, svarede han. Dan Lynge-kommissionen skal i løbet af det kommende år forsøge at finde ud af, om politiet overtrådte reglerne, da de samarbejdede med Dan Lynge. Afhøringerne fortsætter på fredag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























