Topchef åbner for homobryllupper i kirken

Lyt til artiklen

Da sognepræst Ivan Larsen sidste år lod et medlem af Københavns Borgerrepræsentation vie flere homoseksuelle par i Stefans Kirken på Nørrebro, fik han en reprimande af biskop Erik Norman Svendsen. Men havde præsten anket sagen til Kirkeministeriet, ville han muligvis have fået medhold. Det siger departementschefen i Kirkeministeriet, Finn Langager, der ikke kan se noget i Ivan Larsens praksis, der strider imod Lov om Kirkers Brug. »Nu greb biskoppen ind, og Ivan Larsen ankede ikke sagen, men den kunne være prøvet i Kirkeministeriet, og vi kunne godt være kommet til et andet resultat end biskoppen«, siger Langager på baggrund af debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle. Han understreger, at han ikke kender detaljerne i den konkrete sag. Heftig debat For et år siden vakte det heftig debat, at homoseksuelle par i adskillige tilfælde havde ladet deres partnerskab registrere i hovedstadens kirker i stedet for på rådhuset. I forbindelse med vielsen fik de en velsignelse af en præst. Den velsignelse kaldes en gudstjenstlig markering og blev tilladt i 1997. Hvad der efter biskop Norman Svendsens mening ikke er tilladt, er at lade den borgerlige vielse foregå i kirkerummet. Da det kom ham for øre, at sognepræsten ved Stefans Kirken, Ivan Larsen, lod daværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation Klaus Bondam vie homoseksuelle inde i kirken, beordrede han den praksis stoppet omgående. Ivan Larsen ankede ikke biskoppens afgørelse, fordi han ikke regnede med at have en chance, siger han i dag. »Jeg var helt overbevist om, at kirkeministeren ville være enig med biskoppen, og at det ikke ville nytte at klage«, siger Ivan Larsen, som vil overveje at indbringe en anke for ministeriet. »Vi skal ikke finde os i diskrimination«, siger præsten, der selv er homoseksuel. Biskop står fast Københavns biskop står fast på, at hans afgørelse står uomtvistet, fordi den ikke blev prøvet i ministeriet, og desuden bakkes han op af samtlige biskopper i landet, oplyser han. »Departementschefen har altid ment sådan, men jeg mener, han tager fejl. Så længe sagen ikke er prøvet, står min afgørelse til troende, og hvis Kirkeministeriet mener, at jeg tager fejl, kunne de jo selv have taget sagen op, og det har man ikke gjort«, siger biskop Norman Svendsen. Bondam: Demokratisk underskud Hos Klaus Bondam vækker departementschefens udtalelse både overraskelse og glæde, men hele sagen viser mest af alt det demokratiske underskud i den danske folkekirke, mener han. »Hvem bestemmer egentlig i folkekirken«, spørger han: »Er det ministeriet, er det Folketinget, eller er det biskopperne, der er valgt af meget få. Men det glæder mig da, at departementschefen melder sådan ud, og det bekræfter mig i, at vi skal have skilt stat og kirke«, siger Klaus Bondam. Han glæder sig over, at debatterne om både registreret partnerskab i kirkerummet og 'rigtige' kirkelige vielser ulmer alle vegne. I den forbindelse kan biskop Erik Norman Svendsen oplyse, at kirkelige vielser af homoseksuelle formodentlig vil blive drøftet ved mødet mellem landets ti biskopper sidst i oktober.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her