Giftig jord kan gavne dansk eksport

Sørby Auto sydvest for Slagelse ligger på forurenet jord. Prisen for oprensningen er på trekvart million kroner.   Arkivfoto: Tine Harden
Sørby Auto sydvest for Slagelse ligger på forurenet jord. Prisen for oprensningen er på trekvart million kroner. Arkivfoto: Tine Harden
Lyt til artiklen

Forurenet jord koster familier, virksomheder og myndigheder millioner af kroner hvert år. Samtidig ødelægger klorholdige opløsningsmidler, sprøjtegifte og andre kemikalier grundvand, indeklima og vandløb. I et unikt parløb vil Københavns Amt og Danmarks Tekniske Universitet nu forsøge at mindske udgifterne og samtidig styrke nationens chance for at tjene penge. Lederen af Amternes Videnscenter for Jordforurening, Lars Kaalund, betegner samarbejdet »som et rigtigt godt skridt«. Han peger på, at hvis man sætter folk med et behov sammen med folk, der kan udvikle løsninger, så sker der ofte noget, der kan føre til patenter, firmaer og eksport. »Københavns Amt tænker rensning af jord og beskyttelse af grundvand ind i en erhvervspolitisk strategi«, lyder rosen fra Lars Kaalund. VM i kortlægning Danmark og Holland overgås næppe af andre lande, hvad angår fund af forurenede grunde per hektar. Alene det lille, men tætbefolkede Københavns Amt lægger jord til i hvert fald 10.-12.000 forureninger. Andre industrialiserede lande står givetvis med problemer i samme omfang, men kortlægningen er nået knap så langt. Amter prioriterer De danske myndigheder har for længst erkendt, at der ikke er penge til at rense det hele op, så amterne er i fuld gang med at prioritere. En del af det kommende forskningssamarbejde mellem Københavns Amt og DTU handler om at udvikle metoder, så amtet bedre kan vurdere risikoen for om en jordforurening skader grundvand, indeklima eller vandløb. Den anden del af parløbet skal handle om at udvikle nye renseteknikker på inspiration og i konkurrence med USA. »De seneste fem år er der udviklet 10-15 metoder - for eksempel den form for damprensning ved 100 grader, vi har brugt på en grund i Hedehusene. Der koger vi forureningen mør«, siger teknisk direktør Jørn Gettermann fra Københavns Amt. Han vurderer, at prisen på oprensning allerede er halveret på grund af den teknologiske udvikling. Økonomisk pondus Professor i miljøgeokemi, Poul Bjerg fra DTU, glæder sig over invitationen fra amtet, men han understreger, at der endnu ikke er indgået en aftale endnu. VK-regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at nedlægge amterne og overføre miljøarbejdet til kommunerne. »Vi risikerer, at ekspertisen går tabt, hvis kommunerne tager over. De har ikke samme helhedssyn som amterne«, siger Poul Bjerg. Kommunerne har ikke samme økonomiske pondus som amterne. Alene Københavns Amt bruger omkring 70 millioner kroner om året på at kortlægge og bekæmpe jordforurening. Om miljø- og naturområdet følger over i de nye regioner, svæver i det uvisse efter, at miljøminister Connie Hedegaard (K) har genåbnet debatten. Beskærer puljer Mere fast står det, at staten nu lukker Det Strategiske Miljøforskningsprogram, og at Miljøstyrelsens teknologipulje under VK-regeringen er blevet skåret ned fra 15 til 5 mio. kr. De økonomiske vandårer til forskning i miljøteknologi risikerer at tørre ud. »Hvis den teknologiske udvikling, der i høj grad involverer bio- og nanoteknologi, skal fortsætte, så må andre offentlige myndigheder end staten træde til. Københavns Amt, der er økonomisk stærkt, skal tage førertrøjen på. De små amter har svært ved at gå ind i langsigtede forskningsprojekter«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her