K afviser flere tvangsfjernelser

Lyt til artiklen

Kun Dansk Folkeparti bakker op om Venstres opfordring til, at kommunerne tvangsfjerner flere børn med anden etnisk baggrund end dansk. Integrationsordfører Irene Simonsen og integrationsminister Bertel Haarder mener for mange børn af indvandrerforældre opdrages til at hade Danmark og derfor aldrig kan integreres i samfundet. »Der eksisterer en lille hård kerne af familier, der giver udtryk for at hade Danmark. Vi har forsøgt at nå dem med både gulerod og pisk, men de er uden for pædagogisk rækkevidde», siger Irene Simonsen til Jyllands-Posten. Folketinget skal ikke fastsætte familienormer Men de Konservative har fuld tillid til, at kommunerne er bedst til at vurdere, hvor mange, der skal tvangsfjernes. »Det nytter ikke noget, at vi tror, at vi politisk kan slå de streger i sandet. Det er meget svært, og det må altid afgøres af en konkret vurdering«, siger socialordfører Charlotte Dyremose til Radioavisen. Hun mener Venstres udmelding grænser til det formynderiske. »Vi skal passe på, at vi ikke kommer til politisk at sige, hvilke normer vi kan lide i en familie, og hvilke vi ikke kan lide«, siger hun. Overtræder FN's børnekonvention Red Barnet tager også klart afstand fra forslaget. »At sætte hårdt mod hårdt på denne måde hjælper ingen steder. Tværtimod minder det om tvangsforflyttelse, og familierne bliver bekræftet i, at det danske samfund dybest set ikke vil have dem, og så får vi endnu mere larm i gaden«, siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, til Ritzau. Hun understreger, at tvangsfjernelse er et barskt indgreb, og at det er en overtrædelse af FN´s Børnekonvention at tvangsfjerne børn, fordi de ikke er danske nok.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her