Direktør taber vestsjællandsk miljøsag

Lyt til artiklen

Der er så smukt derude på landet, hvor bækkene risler sagte på de grønne enge. Desværre. Ikke i denne omgang. For nok snor bækkene på Parnas-engene ved Sorø sig nydeligt i landskabet, men idyllen er for længst skyllet ud i den nærliggende Sorø sø. En heftig og bitter strid om to vandløb på engene er nu endt med, at Naturklagenævnet har pålagt ejeren af jorden at retablere de to vandløb, som var gravet ud med lidt for rund hånd. Sæbeopera Det lyder som en banal miljøsag, men intet kunne være mere forkert. Vandløbssagen har rystet Vestsjællands Amt, og med sin cocktail af advokatundersøgelser (pris: 650.000 kr.), millionerstatning til en fyret natur- og miljøchef (pris: 1.065.000 kr.) og personlige konflikter og forbindelser på tværs af gangene på amtsgården har sagen til tider mindet mest om en sæbeopera. Nu er tæppet gået ned for den bizarre forestilling, og det er skatteyderne, der må betale for showet. Hovedrolleindehaveren var amtets egen uddannelses- og erhvervsdirektør, Karen Marie Spliid, som gravede for hårdhændet i sine vandløb for at dræne mere og derved øge afvandingen på engene, som afgræsses af køer. DN er 'meget glade' I juli fastslog Vestsjællands Amt, at opgravningerne ikke var i orden og pålagde direktøren at retablere dem. Den afgørelse har Naturklagenævnet nu stadfæstet. En kendelse, der vækker jubel i Danmarks Naturfredningsforening. »Vi er meget, meget glade og tilfredse med afgørelsen. Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttelse gælder for alle, uanset hvem man er, og hvor man arbejder, og de biologisk meget værdifulde vandløb vil nu blive genskabt«, siger Michael Leth Jess, afdelingsleder i Danmarks Naturfredningsforening. Amtsborgmester ser på forløbet Amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V) er ikke så optaget af, at selve miljøsagen nu er på plads. Han mener derimod, at forløbet har rejst alvorlig tvivl om forvaltningskulturen i amtet. At Spliid ikke havde haft tilstrækkelig god mulighed for at vide, at hun handlede forkert. »Vi har nu fået en handleplan, der skal fastlægge retningslinjerne for god forvaltningsskik, også på andre områder end miljøet. Og kommer den til at virke, har det rigeligt været de mange udgifter i sagen værd«, siger Hans Jørgen Holm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her