Karen Jespersens beslutning om at forlade dansk politik i protest kan føre til nye vanskeligheder mellem Socialdemokraterne og de Radikale. Det vurderer valgforsker Hans Jørgen Nielsen fra Københavns Universitet, der mener at uenigheden om 24-årsreglen mellem de to partier kan blusse op igen. »I løbet af sommeren har det bølget frem og tilbage, om Marianne Jelved og Mogens Lykketoft kunne tænkes at indgå regeringssamarbejde, hvis Socialdemokratiet ikke giver sig på 24-årsreglen, og det problem er ikke rart for Socialdemokratiet at få rejst fra de døde«, siger Hans Jørgen Nielsen til Ritzau. Kritik af de Radikale Karen Jespersen har i forbindelse med beslutningen om at forlade Folketinget i skarpe vendinger kritiseret Socialdemokraternes tætte forbindelse til de Radikale. »Når Socialdemokratiet siger, at vi både skal føre en stram udlændingepolitik og samarbejde med De Radikale, så er det som at blæse og have mel i munden«, siger Karen Jespersen til Radioavisen. De Radikales leder Marianne Jelved vil ikke kommentere Karen Jespersens beslutning eller kritik af De Radikale. »Jeg vil overhovedet ikke gå ind i den diskussion. Jeg kan ikke sige noget om, hvordan Socialdemokratiet skal føre politik. Hun siger, at hun ikke stoler på Socialdemokratiet. Det vil jeg overhovedet ikke gå ind i«, siger Marianne Jelved til Ritzau. Den radikale leder, Marianne Jelved, har ved flere lejligheder angrebet Karen Jespersen for at hykle i sine angreb på de radikale, fordi hun - ifølge Jelved - ikke kom med et eneste forslag til stramninger i sin egen tid som indenrigsminister. Ikke ind i Dansk Folkeparti Karen Jespersen vandt som indenrigsminister stor popularitet i befolkningen med sine synspunkter på udlændingepolitikken. Hans Jørgen Nielsen betegner Karen Jespersen som en politiker, der har evner til at komme i kontakt med folk og gribe dem, evner som ikke alle i Socialdemokratiet besidder. »Men på den anden side kan hendes afgang fra Folketinget give indtryk af, at hun er vanskelig, og det kan virke som lidt af en overreaktion«, mener Hans Jørgen Nielsen. Karen Jespersen begyndte sin politiske karriere i VS, og Hans Jørgen Nielsen tvivler på, at Karen Jespersen pludselig dukker op hos Dansk Folkeparti. »Der er grænser for, hvor langt man personligt kan strække sig. Jeg tror snarere, at Karen Jespersen er blevet grundigt træt af politik«, vurderer Hans Jørgen Nielsen. Lykketoft beklager Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft tager Karen Jespersens afgang fra Folketinget til efterretning, men beklager beslutningen. »Hun har gjort en stor indsats i regeringen og for partiet. Hun har været med til at opnå mange gode resultater, og den linje, vi kører nu, er jo i forlængelse af den linje, som hun var med til at forme i regeringen«, siger Mogens Lykketoft til Ritzau. Den 57-årige Karen Jespersen bliver i Socialdemokratiet, men vil tilbage til journalistik. Hun har haft orlov fra Danmarks Radio siden valget i 1990. Hun offentliggør 18. oktober en bog, som begrunder, hvorfor hun forlader politik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























