Fra årsskiftet kan Københavns Kommune - angiveligt som den første i landet - præsentere et egentligt sundhedscenter for kroniske patienter. Centret bliver placeret i det kommende Ældrehus i Randersgade 60 på Østerbro. Distriktets 52 praktiserende læger kan herefter henvise patienter med kroniske sygdomme til behandling på sundhedscentret. Hjertesvigt og rygerlunger Sundhedscentret retter sig i første omgang mod fire grupper af kronikere på Østerbro, nemlig mennesker med hjertesvigt, rygerlunger (KOL), sukkersyge og alderdomsbetingede fald. Årligt forventes centret at modtage cirka 1.500 af disse patienter. »Der er tale om patienter, som falder ned i et ingenmandsland mellem de praktiserende læger og sygehusene. Det er mennesker, der i dag ligger i vore hospitalssenge uden at have gavn af det, og dem vil vi gerne have over i primærsektoren, hvor vi meget bedre kan gøre noget for dem«, siger sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø (Rad.). Flere centre på vej Inger Marie Bruun-Vierø nærmest bobler af begejstring for tanken om det ny sundhedscenter, som på forhånd er sikret fri passage gennem Borgerrepræsentationen ved mødet på torsdag. Nøgleordene for centret er tværfaglighed, forebyggelse, træning og rehabilitering. Centret skal etableres i et samarbejde mellem Bispebjerg Hospital og de praktiserende læger, og det vil blive bemandet med sygeplejersker, fysioterapeuter, en klinisk diætist og en rygestopinstruktør. Typisk vil man behandle patienter, der ikke er akut syge og ikke dårlige nok til at blive indlagt på hospitalet. Et eksempel: Den praktiserende læge kan henvise den let syge rygerlungepatient med en eller to årlige lungebetændelser til rygeafvænning og fysisk træning i centret. Fire procent Ifølge Københavns Kommune lider fire procent af alle voksne københavnere af rygerlunger, og ofte er det ældre personer, der har røget i mange år. De står i dag for cirka en femtedel af alle indlæggelser på interne medicinske afdelinger i Hovedstadens Sygehusfællesskab. »Tendensen er, at hospitalsvæsenet bliver mere og mere specialiseret, så der efterhånden ikke er plads til de kronisk syge patienter ude på de medicinske afdelinger. Så ved at lade disse patienter behandle på et sundhedscenter aflaster vi på én gang hospitalsvæsenet og hjælper patienterne«, siger Inger Marie Bruun-Vierø.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























