En stribe mere eller mindre skræmmende billeder på cigaretpakkerne af rygningens konsekvenser skal nu få flere danskere til at kvitte tobakken. Men det går faktisk allerede rigtig godt med at bekæmpe vores tobaksforbrug. Så godt, at Danmark kan notere sig for et af de største fald i antallet af rygere, der er set i Europa i nyere tid. Danmarks førerposition fremgår af en rapport fra organisationen European Network for Smoking Prevention (ENSP), der har undersøgt antitobaksstrategier og deres resultater i 28 europæiske lande i årene 1985-2003. Dansk succes for rygestop Danmark får bundkarakter for manglende evne til at skabe røgfri miljøer, men til gengæld ligger vi helt i toppen på en anden tabel: fald i antallet af rygere. Kun få andre nationer kan opvise et dyk, som kan matche Danmarks. I 1985 røg 51 pct. af den voksne mandlige befolkning - i 2003 var tallet 30 pct. Og i samme periode dalede antallet af kvindelige rygere fra 42 til 24 pct. »Vi har haft stor succes med at få folk til at holde op med at ryge. Men man skal også tage i betragtning, at vi har haft et meget højt udgangspunkt. Det er lettere at få store resultater, hvis man starter fra et højt niveau. Når man lancerer en intensiv indsats, vil de bedst informerede og de bedst motiverede relativt hurtigt lære at kvitte tobakken, og derfor er det gået forrygende i de senere år i Danmark. Men det bliver sværere og sværere, for nu skal vi have fat i bl.a. storrygerne, og så vil faldet i de kommende år nok blive mere beskedent«, siger konsulent Jørgen Falk, Sundhedsstyrelsen. Totalt rygeforbud Opgørelsen fra ENSP viser, at Danmark scorer højt på rygeafvænning. Og selv om relativt få deltager aktivt i disse kurser, er det udtryk for en kultur, der breder sig helt ud i de små hjem, mener Jørgen Falk. »I dag har mindst hvert tredje hjem indført rygerestriktioner, og hvert femte hjem har totalt rygeforbud. Så der er sket nogle meget klare bevægelser«, siger Jørgen Falk. Men kan man få flere til at kvitte tobakken ved hjælp af en skræmmekampagne med billeder af ødelagte lunger på cigaretpakkerne? »Hvert enkelt land i EU har fået tilbudt de 42 billeder, og man kan selv vælge, hvilke man vil have, eller om man overhovedet vil have dem. Men faktisk er de langtfra skræmmende alle sammen. Flere af dem er mere emotionelle og symbolske og vil have os til at tænke over, hvor mange gode leveår vi mister ved at ryge«, siger Jørgen Falk. Billedkampagnen er netop lanceret af sundhedskommissær David Byrne og ligger i forlængelse af EU's mærkningsdirektiv for tobakspakninger, der trådte i kraft 2003. Her blev bl.a. de advarende tekster på cigaretpakningerne indført. »Vi er ret sikre på, at billeder kan noget, som ord ikke kan. Erfaringerne fra en række andre lande, bl.a. Canada, viser da også, at billedadvarslerne rent faktisk virker«, siger Jørgen Falk. »Kæmpespild« Det er kreativ direktør Dorte Zangenberg, reklamebureauet Buhl Unltd, ikke enig i. Hun kalder kampagnen »kæmpespild af krudt«. »Alle rygere ved, at det er sundhedsfarligt at ryge. Så de virkelige hardcorerygere vil fortrænge budskaberne både psykisk og fysisk. Blandt andet ved at lægge cigaretpakken ned i et af de nye og trendy cigaretetuier, som flere firmaer er begyndt at producere efter mærkningskravet, der kom sidste år«, siger Dorte Zangenberg. Om de unge rygere siger Dorte Zangenberg: »Billeder af hals- og lungekræft eller fostre i mors mave påvirker ikke de unge, for det er slet, slet ikke den hverdag, de kender. Det er sociale relationer til andre unge, der får dem til at ryge, og det er her, man skal påvirke dem«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























