Myndighed siger god for fødselsmedicin

Lyt til artiklen

Fødselslæger må gerne bruge mavesårsmedicin til at sætte skub i langstrakte fødsler. Men når de gør, skal de bruge en lav dosis og i øvrigt overvåge fødselsforløbet mere, end de gør i dag. Vælger lægerne en højere dosis, skal de overveje det nøje og skrive begrundelsen i journalen. Det skriver Sundhedsstyrelsen til de obstetrisk/gynækologiske afdelinger. Brevet kommer på baggrund af artikler i Politiken, hvor flere har rejst kritik af fødselslægernes fremgangsmåde. Læge raser Overlæge på Roskilde Sygehus og tidligere formand for fødselslægerne, Charlotte Wilken-Jensen, er meget tilfreds med styrelsens svar, mens en anden læge, Marsden Wagner, raser. Medicinen Cytotec er ikke godkendt til at sætte fødsler i gang med. Læger bruger det, fordi det er billigere og mere effektivt end de stoffer, som er godkendt til formålet. Læger må selv bestemme, hvilken medicin de giver patienterne, men Cytotec kan give alvorlige bivirkninger. Vestorm Kvinderne kan få vestorm, hvor pauserne mellem veerne bliver meget kortere, hvilket kan stresse fostret. Det kan reagere med afføring i fostervandet, som kan ende i fostrets lunger og give lungebetændelse, så den nyfødte må indlægges på børneafdelingen. I meget sjældne tilfælde kan livmoderen briste. Det er bivirkninger, som kendes fra al medicin, som sætter fødsler i gang, men kritikere påpeger, at de i værste fald optræder hyppigere ved brugen af Cytotec og i bedste fald ikke er ordentligt undersøgt. Har sat dosis ned Et afsluttende speciale af to jordemoderstuderende viste i begyndelsen af året, at seks fødesteder brugte 50 mikrogram. Sundhedsstyrelsen skriver i sit brev, at lægerne bør bruge 25 mikrogram. Dermed følger styrelsen den vejledning, som Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi har udsendt. Derfor er Charlotte Wilken-Jensen glad for svaret. Og efter medieomtalen har fødestederne valgt at droppe den høje dosis, siger hun. »Cytotec er så effektiv, at risikoen for ruptur (livmoderen brister, red.) er større ved de højere doser. Det er vældig virkningsfuldt. Så når vi giver en lavere dosis, så får vi også mindre effekt og dermed færre bivirkninger«, siger hun. Den tidligere leder af FN's sundhedsorganisations (WHO) afdeling for kvinders og børns sundhed, læge Marsden Wagner, er rasende over Sundhedsstyrelsens vurdering og brev til fødselslægerne. »Det er chokerende! Ingen undersøgelser er store nok til at vise, hvor sikkert eller usikkert Cytotec er. Sundhedsstyrelsen godkender reelt brugen for at beskytte lægerne. Men styrelsen beskytter ikke kvinder og børn«, siger han. Fraråder ikke Overlæge i Sundhedsstyrelsen Michael von Magnus er forberedt på, at flere ikke vil være enige i styrelsens vurdering. »Man kan ikke sige, at vi anbefaler, at man bruger det, men man kan heller ikke sige, at vi fraråder det. Vi siger bare, at hvis man bruger Cytotec til igangsætning, så anbefaler vi, at det sker på den og den måde«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her