Miljøstyrelsen beskyldes for at holde hånden over hudcreme-firmaer. Danmarks Aktive Forbrugere har siden december i fjor klaget over lovovertrædelser i markedsføringen af produkter til små børn, og i august bakkede Forbrugerrådet op. Myndigheder 'sylter sagerne' Men ingen af klagerne er blevet behandlet af Miljøstyrelsen. »De sylter sagerne, selv om babyer kan blive udsat for problematiske kemikalier«, siger Jeppe Juul, kampagneleder i Danmarks Aktive Forbrugere. Miljøstyrelsen er i forvejen under anklage for at have udsendt en pressemeddelelse, hvor man frikendte cremer til gravide og småbørnsforældre på trods af advarsler fra eksperter. Og som tog forskningsleder Henrik Leffers fra Rigshospitalet til indtægt for samme synspunkt, selv om han ikke støttede det. 18 klager over Natusan Danmarks Aktive Forbrugere har klaget over 25 produkter, heraf 18 fra det største babyplejeprodukt i Danmark, Natusan fra SCA Hygiene Products. F.eks. indeholder firmaets vådservietter 'Natusan baby - extracare wipes' konserveringsmidlet Iodopropynyl Butylcarbamate, der bl.a. bruges til træbeskyttelse. Det er forbudt ifølge den danske kosmetikbekendtgørelse, fordi det kan give allergiske reaktioner, og ifølge Informationscentret for Miljø & Sundhed har det 'høj miljøfarlighed'. Vildledende markedsføring Produktet er ligesom andre Natusan-produkter også anmeldt for vildledende markedsføring ved at bruge udsagn som 'Dokumenteret mild' og 'lige så mild som rent vand'. Anprisningerne findes på flere produkter med parabener og parfume, der ifølge eksperter kan være hormonforstyrrende og allergifremkaldende. »Anprisningerne er misvisende for forbrugeren og bør fjernes fra produktet«, skrev Forbrugerrådet i august i sin klage til Miljøstyrelsen. Foruden Natusans vådservietter klagede Forbrugerrådet over sæben Baby-top-to-toe-wash. Sagen om vådservietterne med konserveringsmidlet er officielt afvist, hvilket har fået Danmarks Aktive Forbrugere til at klage til Miljøministeriet over styrelsens manglende sagsbehandling. 'Ingen akut sundhedsfare' Resten af klagerne er ikke behandlet endnu, fordi produkterne ifølge styrelsen »ikke udgør nogen akut sundhedsfare for forbrugerne«. Klagerne vil derfor formentlig blive arkiveret og først taget op, hvis Miljøstyrelsen skulle finde på at køre kampagne på dette område. Styrelsen har gennemført to af den slags kampagner siden 1996. De handlede om maling og vaskepulver. Ifølge professor i miljøret på Københavns Universitet Peter Pagh er Miljøstyrelsen i sin gode ret til at afvise klagerne: »Styrelsen tilrettelægger selv sit tilsyn«. Jura kontra moral Men Jeppe Juul fra Danmarks Aktive Forbrugere mener, at ét er jura, noget andet etik og moral. »Det er da grotesk, at man afviser klager over produkter, der kan være hormonforstyrrende og give leverskader, blot fordi der ikke er akut sundhedsfare«, siger Jeppe Juhl. Kontorchef i Miljøstyrelsen Inger Bergmann understreger, at man er glad for de mange henvendelser fra borgere og organisationer, men at man alene i år har modtaget godt 200 klager på kemiområdet. »Som alle andre tilsynsmyndigheder er vi nødt til løbende at prioritere vores indsats, og øverst på listen står sager, hvor der er akut sundhedsfare. Men jeg vil gerne understrege, at vi tager konkret stilling i alle sager«, siger Bergmann. Natusan vil ikke fremlægge dokumentation SCA Hygiene har endnu ikke hørt fra Miljøstyrelsen om klagerne, oplyser videnskabelig medarbejder på Natusan, Susanne Lindblad. »Men vor dokumentation for mildheden vil selvfølgelig være tilgængelig for Miljøstyrelsen«, siger Susanne Lindblad, der ikke vil offentliggøre dokumentationen »af konkurrencehensyn«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























