DF afviser regeringens asyltilbud

Lyt til artiklen

Adskillige tusindlapper - mellem 12 og 15 af slagsen - til den afviste asylansøger, som frivilligt tager hjem til Irak. Plus en dansk udsending i Afghanistan - en såkaldt flygtningeattaché - som skal forhandle med de lokale myndigheder og overtale dem til at tage egne borgere hjem, når de ikke kan få asyl i Danmark. Disse helt konkrete tilbud, som skal øge tempoet i hjemsendelser af afviste asylansøgere, har integrationsminister Bertel Haarder (V) udarbejdet til Dansk Folkeparti. Det sker på baggrund af tidligere løfter - bl.a. i finansloven for i år - om at sætte skub i hjemsendelserne af de cirka 2.200 afviste asylansøgere. Og det sker ikke mindst, fordi DF som regeringens støtteparti har sat en bom for yderligere finanslovsforhandlinger for 2005, før regeringen ryster op med konkrete tiltag til at øge antallet af hjemsendte. Skaarup: Det er da et fremskridt Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup, er som udgangspunktet venligt stemt over for tilbuddet: »Det er da et fremskridt, og det ser såmænd fornuftigt nok ud. Men det er ikke tilstrækkeligt kun at arbejde med lokkemidler og gulerødder«, fastslår Peter Skaarup. Han understreger, at der samtidig skal sanktioner og straf på bordet over for de lande, som nægter at tage imod deres borgere. Træk i bistand »Regeringen har jo selv tidligere været inde på, at disse modtagerlande skal trækkes i udviklingsbistand, hvis de ikke vil tage deres borgere hjem. Det element efterlyser vi stadig«, siger Skaarup. Han mener ikke, at hjemsendelserne bare er en detalje i den samlede udlændingepolitik. »Det skal have konsekvenser, når landene nægter at tage imod. Hvis vi skal have accept hos borgerne af vores udlændingepolitik, er det vigtigt, at regeringen også lægger magt bag, når afviste asylansøgere skal tilbage. Jeg vil ikke kalde det pisk, snarere at stille krav«, siger han. DF's krav har forsinket hele køreplanen for finansloven betragteligt. Oprindelig har regeringen lovet sig selv og partierne på Christiansborg et færdigtforhandlet budget for butikken Danmark i dag. Men forhandlingerne er reelt ikke startet endnu. Yderligere indrømmelser Fredag skal DF have endnu et møde om hjemsendelserne med regeringen, før knasten er helt høvlet væk. Og det kræver som sagt yderligere indrømmelser og tilsagn om sanktioner over for de lande, hvor de afviste asylansøgere kommer fra. Falder det på plads i dag, ventes regeringen at indgå små delforlig med bl.a. Kristendemokraterne om parrådgivning, og også SF har ifølge Politikens oplysninger en invitation til at drøfte en mindre aftale på kulturområdet. Bølger af frustration i oppositionen Først sent i løbet af weekenden ventes de egentlige finanslovsforhandlinger med DF at gå i gang, når toppen af partiet vender hjem fra et seminar i Fredericia med deres folketingskandidater i løbet af søndagen. Forløbet sender bølger af frustration gennem oppositionen, som alle har fremlagt egne udspil til finanslov. Udspil, som ikke får lov at overleve præsentationen og det allerførste høflighedsvisit i Finansministeriet for flere uger siden. »Det mest besynderlige forløb omkring en finanslov, som jeg nogensinde har været med til. Statsministeren taler om bredt samarbejde, men finansministeren dementerer det«, siger finansordfører Morten Helveg Petersen (R). Han undrer sig såre over, at regeringen ikke har ofret så meget som et øje på det radikale forslag til finanslov. »Vi har fået gennemregnet vores forslag i Finansministeriet, og det viser en samlet vækst på 0,6 procent. Dermed siges vi at være det mest ansvarlige parti, og der er i hvert fald ikke tale om overbud«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her