Efter et voldsomt sammenstød med Europaparlamentet ser det nu ud til, at en ny EU-kommission kan træde til i begyndelsen af december. Ved åbningen af et EU-topmøde i aftes meddelte den nye kommissionsformand, José Manuel Barroso, at han har fået grønt lys af medlemslandenes regeringer til at lave enkelte ændringer på sit hold. »Det har ikke været nemt, for jeg stod over for modstridende interesser. Men nu kan jeg præsentere et hold, som jeg håber kan få bredt flertal«, sagde Barroso. Italiener bliver næstformand Ændringerne omfatter hverken den danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel eller Hollands konkurrencekommissær Neelie Kroes. Italiens udenrigsminister, Franco Frattini, afløser den kontroversielle ultrakatolske politiker Rocco Buttiglione, som bragte hele kommissionen på kanten af en historisk mistillidserklæring fra parlamentet i sidste uge. Frattini bliver samtidig næstformand i kommissionen. Letlands oprindelige kandidat, Ingrida Udre, blev trukket tilbage allerede i tirsdags og erstattet med landets tidligere EU-ambassadør Andris Piebalgs. Parlamentets konservative ønskede desuden fyring af den ungarske socialist Laszlo Kovacs. Men Barroso afviser at fyre Kovacs af 'partipolitiske grunde' og nøjes i stedet med at flytte rundt på ham og Piebalgs. Dermed overtager letten jobbet som energikommissær, mens ungareren bliver kommissær for skat og toldunion. Indtil få minutter før Barrosos erklæring var der stor tvivl om, hvorvidt Italiens regeringsleder, Silvio Berlusconi, ville vente helt til næste uge med at udpege en ny italiensk kommissær. Tydelig lettelse Derfor var der tydelig lettelse i topmødecenteret, hvor EU-landenes ledere egentlig er samlet for at diskutere beskæftigelse og udlændingepolitik. »Vi er tilfredse med, at der er fundet en løsning så hurtigt. Vi har en interesse i, at kommissionen kommer på plads så hurtigt som muligt«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han understregede også, at der »aldrig har været tvivl« om Mariann Fischer Boels plads i den nye kommission - »og det bliver der heller ikke«, sagde Fogh. Høringer i næste uge Hollands regeringsleder, Jan Peter Balkenende, som er siddende EU-formand, lykønskede Barroso med en »afbalanceret« opstilling af kommissærer: »Det er godt klaret at gøre det på så kort tid. Nu håber jeg, at den videre proces i Europaparlamentet vil slutte meget hurtigt«, sagde Balkenende. Allerede i dag mødes Barroso med lederne af parlamentets politiske grupper for at lægge ny slagplan for godkendelse af hans kommission, som skulle være tiltrådt i mandags. Parlamentets formand, Josep Borell, sagde, at de tre nødvendige, nye høringer af Frattini, Piebalgs og Kovacs allerede kan begynde i næste uge. Dermed skulle det være muligt for parlamentet at stemme om den samlede kommission midt i november, fulgt af en tiltrædelse i begyndelsen af december. Men det kræver, at begge fløje i parlamentet stiller sig tilfreds med Barrosos begrænsede rokade. De konservative forventes at acceptere, at socialisten Kovacs 'kun' bliver flyttet til et andet job - og socialisterne roste i aftes Barroso for »modige skridt«. Nyrup er fortsat utilfreds Formanden for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, er utilfreds med, at Hollands regering »ikke bidrog mere til en løsning« ved at tillade en flytning af Neelie Kroes. Men formanden for gruppen af socialister og socialdemokrater, Martin Schulz, blev mere forsonlig ud på aftenen: »Barrosos beslutning burde skabe det nødvendige grundlag for bred støtte i parlamentet til at godkende den nye kommission«, sagde Schulz. Mest lettet af alle var måske Romano Prodi, der har måttet forlænge sin tid som leder af kommissionen på grund af krisen. »Mine følelser er fuldkommen dominerede af, at jeg nu endelig kan trække mig tilbage. Jeg ønsker den nye kommission held og lykke«, sagde han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























