Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Skovene skal være mere naturlige

- Tegning: Mette Dreyer
- Tegning: Mette Dreyer
Lyt til artiklen

Danskere på skovtur vil om nogle år opleve lidt mere vild og varieret natur med plads til flere forskellige dyr og planter. Miljøminister Connie Hedegaard (K) og et flertal i Folketinget ønsker flere oprindelige træer og buske, flere efterladte døde træer til glæde for fugle, insekter og svampe og flere beskyttede nøglelevesteder for sjældne arter. Der skal bruges langt mindre gødning og pesticider, og på en lille del af skovarealet må man ikke fælde træer - men godt bevæge sig. De danske statsskove bliver med andre ord stadig indrettet, så borgerne har mulighed for at dyrke friluftslivet. Men bliver en smule grønnere, så de kan få certificering på, at de er omlagt til bæredygtig drift. To pilotprojekter på vej Statsskovene i Sverige har længe været FSC-certificerede. Det samme er tilfældet i Letland, Polen, dele af Tyskland, og nu har også Nordjyllands Amt som den første offentlige myndighed herhjemme indledt en certificering for sine 7 km2 skov. Og nu følger staten trop. Efter i årevis at have nøjedes med lysegrønne håb og hensigtserklæringer sætter miljøministeren gang i to pilotprojekter, hvor godt ti procent af statens skovareal - i alt 120 km2 i Kronborg og Fussingø skovdistrikter i henholdsvis Nordsjælland og Østjylland - certificeres med to af de mest udbredte ordninger, FSC og PEFC. »Endemålet er, at alle statens skove er certificeret i en ikke alt for fjern fremtid«, siger Connie Hedegaard. Initiativet kommer efter opfordring fra blandt andre WWF Verdensnaturfonden, der peger på, at en FSC-certificering passer godt ind i regeringens strategi om mere naturskov og mere bæredygtig drift af statsskovene. SF stillede allerede i 2001 forslag om at certificere samtlige statsskove og har netop genfremsat det. Også de radikales miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen bakker op. »Når vi og EU nu så kraftigt opfordrer udviklingslande med eksport af tropisk træ til at omlægge til bæredygtig skovdrift, ville det klæde os at gå foran«, mener Gerner Nielsen. Ligesom WWF fremhæver hun tillige, at en FSC-certificering ikke kun vil gavne miljøet, fordi de økonomisk pressede statsskove efter alt at dømme kan få en højere pris for træet. Kritik af Hedegaard Miljøministeren ser også fordelene: »Efterspørgslen på certificeret, bæredygtigt træ er steget, og staten bør gå foran, også for at fremme det offentliges grønne indkøbspolitik«, siger Connie Hedegaard. Ministerens udmelding modtages dog ikke kun med ros. WWF og oppositionen er lidt utilfredse med, at miljøministeren ikke vil handle hurtigere og ikke melder klart ud til fordel for FSC - den certificeringsordning som de grønne organisationer anbefaler, fordi miljøkravene er større. Men ministeren vil tage hensyn til Dansk Skovforenings anbefaling af PEFC, og hun »mener ikke, at der er nogen problemer i, at man afprøver begge systemers styrker og svagheder«. Det modtages positivt af Dansk Skovforening, der til gengæld mener, at en certificering af statsskovene kan være konkurrenceforvridende. Til skade for de private skovejere, der i forvejen slås med meget dårlig økonomi og ifølge foreningen ikke kan redde sig ved også blot at certificere. »Hvis certificeret træ rent faktisk kan få en merpris, kan staten bruge skattekroner til at få en markedsfordel, og så vil vi protestere«, siger foreningens informationschef, Martin Einfeldt. Connie Hedegaard mener, at »de private skovejere også kan få glæde af de erfaringer, som staten høster ved pilotprojekterne«. »Men jeg vil da lægge øre til Dansk Skovforening, som til de grønne organisationer og andre repræsentanter i Skovrådet«, lover ministeren. En certificering af samtlige statsskove vil ifølge certificeringsselskaberne koste 300.000-400.000 kroner i engangsbeløb og derefter 100.000-200.000 årligt for kontrollen med driften.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her