Datidens socialdemokratiske statsministerikon, Thorvald Stauning, er blevet klonet med nutidens statsministerkandidat Mogens Lykketoft i en karikaturtegning. Samtidig er det gamle slogan blevet omformuleret til 'Lykketoft er - Kaos'. Der er gået sport i at omformulere modstandernes politiske slaglinjer. Torsdag var det Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), der havde taget Venstres nye slogan 'Venstre - så ved du, det bli'r til noget' under kærlig behandling. VU trækker på smilebåndet Nu svarer Venstres Ungdom (VU) igen med en ny plakat, som omformulerer det måske kendteste socialdemokratiske slogan 'Stauning - eller Kaos'. »Sådan er det at være aktiv i en politisk ungdomsorganisation. Jeg kan kun trække på smilebåndet af både vores egen og DSU's plakat, og det vil jeg da også sige til de venstrefolk, jeg kommer til at snakke med i weekenden«, siger landsformand fra VU, Claus Horsted. Kædemail Før DSU offentliggjorde sin kampagne mod Venstre, blev indholdet sendt rundt på mail, uden det klart fremstod, at de unge socialdemokrater stod bag sammenkædningen af Venstres nye slogan med forhold som 'Dyrere busbilletter! Venstre... så ved du, det bli'r til noget!'. De voksne i Venstre havde svært ved at se det humoristiske i forfalskningen af deres slaglinje. Politisk ordfører Jens Rohde mente blandt andet, at det skal »være noget mere raffineret for at pikere min humor«. Fornærmet Men Venstrefolkene undrede sig især over, at topfolk som Socialdemokraternes partisekretær, Jens Christiansen, og informationschef hos LO, Rune Nørregaard, videresendte mailen. »Det handler ikke om, hvad vi synes er sjovt. Det handler om, hvad der kommer fra den øverste myndighed i et parti. Hvis der var nogen i Venstres top, som sendte den slags rundt, ville jeg slå meget hårdt ned på det«, siger Rohde. Jensen: Hvor er humoren i Venstre? Men politisk ordfører Frank Jensen (S) har ingen kvababbelser ved hverken kampagner eller kædemails: »Jeg synes, det er beskæmmende, at Venstres ledelse og hovedkvarter bliver sure. Det er kun godt med humor i politik«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























