Regeringen til kamp mod ekstremisme

Lyt til artiklen

Ekstremisme skal tages i opløbet - derfor vil regeringen slå et slag for, at eleverne i folkeskolen får indprentet, at de lever i et samfund med frisind og demokrati. »Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme i den situation, at jeg skulle understrege, at folkeskolens formålsparagraf siger, at eleverne skal opdrages til demokrati. Vi har i Danmark vænnet os til, at det var noget, man skrev, fordi det lød godt. Men jeg skal da sandelig love for, at jeg er blevet utrolig glad for den formålsparagraf«, sagde statsministeren. I sin tale om visioner på Venstres landsmøde udpegede Anders Fogh Rasmussen kampen mod religiøs intolerance og begrænsning af ytringsfrihed som et nyt kampfelt. Hvor det før handlede om indvandringen, handler det nu om en værdikamp med den del af udlændingene i Danmark, som undsiger de danske værdier. »Vi går ind i en ny fase nu. Vi har gennemført stramninger, som har begrænset omfanget af indvandring. Næste fase handler om den værdibaserede integration. Vi er kommet under pres indefra med nogle grupper, der har svært ved at finde ud af de danske værdier. Hver gang imamerne siger noget forfærdeligt, eller der sker overgreb på dem, som bruger deres ytringsfrihed, så kommer der fokus på det ekstreme«, sagde Fogh Rasmussen. Eksempler Han henviste i sin tale bl.a. til en underviser fra Carsten Niebuhr Instituttet, som blev overfaldet, fordi han læste højt fra Koranen i sin undervisning. Til en iransk debattør, som fik dødstrusler for at kritisere profeten Muhamed. Og til en pakistanskfødt kvinde, som efter alt at dømme blev overfaldet på grund af sine politiske synspunkter. »Det sker i høj grad for at tage det her i opløbet og af hensyn til de mange tusinder indvandrere i dette land, som bare vil leve i fred og frihed«, sagde han. Statsministeren opfordrer særligt kulturpersoner og alle i undervisningssystemet til at tage et ansvar og sige fra, når ytringsfriheden forsøges begrænset. Ifølge statsministeren er ytringsfriheden absolut, og overtrædelser er en sag for domstolene - ikke for selvtægt. Lærernes ansvar Folkeskolen er en af kamppladserne mod ekstremisme. Ifølge statsministeren har lærerne et ansvar for klart at sige fra, når grundværdier som ytringsfrihed og ligestilling sættes under pres. Det fremgår allerede i dag af folkeskolens formålsparagraf, at »Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«. Ikke behov for nyt fag Derfor er der ikke behov for at indføre et nyt fag. Undervisningsminister Ulla Tørnæs siger, at hun overvejer, hvordan hun skal sikre større fokus på formålsparagraffen i undervisningen. Eventuelt med en særlig vejledning eller et 'hyrdebrev' fra ministeren til skolerne. Det, som undervisningsministeren allerede i dag kan sige, er, at lærerne har regeringens fulde opbakning til at gribe ind, hvis elever krænker ytringsfriheden. Det skete f.eks. forleden, da en skoleleder fik ødelagt sin bil, fordi vedkommende greb ind over for en elev. »De skal vide, at de har regeringens fulde rygdækning til at gribe ind«, siger Ulla Tørnæs. Men hvordan vil du forhindre, at en skoleleder får sin bil smadret? »Det kan jeg ikke forhindre. Men det er risikabelt og krænkende, hvis man lader være med at reagere. Lærerne må sige fra - hvis f.eks. en elev får sin ytringsfrihed krænket og er bange for at blive mobbet ved at sige sin mening i en biologitime«. Ifølge Jyllands-Posten nedsatte regeringen i sommer en ministerarbejdsgruppe, som bl.a. skal undersøge, hvordan ekstremisme blandt unge kan bekæmpes. Fogh: Jeg er ikke religiøs leder Statsministeren har også indkaldt til et møde på Marienborg med moderate indvandrere og danskere, som arbejder med integration. Her afviser han pure kritik for, at en række indflydelsesrige imamer ikke er et finde på gæstelisten. »Jeg har ikke indkaldt til et religiøst møde på Marienborg. Jeg er ikke religiøs leder. Jeg er politisk leder«, sagde Anders Fogh.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her