Muslimske grupper i Danmark vil gå rettens vej for at afprøve grænserne for ytringsfriheden. De mener, at islam bliver udsat for hån og ringeagtsytringer i strid med dansk lovgivning - ikke mindst i kølvandet på mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Det Islamiske Trossamfund har derfor bedt en advokat vurdere, om det er muligt at lægge sag an mod Danmarks Radio og TV 2 for at have vist den myrdede instruktørs film 'Submission'. Filmen handler om brutal kvindeundertrykkelse i form af voldtægt, pisk og indespærring i muslimske ægteskaber. »Vi undersøger, om vi kan rejse en sag. Hensigten er ikke kun at rejse sagen mod DR og TV 2, men er også en protest mod, at vores statsminister har givet filmens manuskriptforfatter en pris. Dermed har han givet et signal om, at man kan forhåne, krænke og udnytte muslimer«, siger formanden for medie- og politikudvalget i Det Islamiske Trossamfund, Kasem Sid. Professor bakker op Med et sagsanlæg ønsker trossamfundet samtidig at markere over for muslimer, at det er sådan, man skal handle og opføre sig, hvis man føler sig krænket i et vestligt land. Drabet på Theo van Gogh betegner Kasem Sid som »den værste handling siden Anden Verdenskrig«. »Budskabet er, at man kan lægge sag an. Vold eller selvtægt hører ikke hjemme i den vestlige verden. Og det skal vi respektere. Kan man ikke det som muslim, må man rejse tilbage til det land, man ønsker at bo i,« siger han. Lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, kan godt forstå muslimernes behov for at få afprøvet ytringsfrihedens grænser ved domstolene. »Fra statsministeren og integrationsministeren er der udsendt meget overraskende meldinger, der får det til at se ud, som om ytringsfriheden er ubegrænset, især når det gælder fremmede. Også selv om man kommer langt over grænsen for paragraf 266 B (racismeparagraffen, red.). Det giver utryghed«, siger Jørn Vestergaard. Han påpeger, at ytringsfriheden ikke er et absolut, overordnet princip, som al anden lovgivning må indrette sig efter. »Der er nogle helt rimelige begrænsninger. Og man er hverken udansk eller ude af stand til at forstå dansk retskultur, hvis man fastholder det«, siger Jørn Vestergaard. Racistisk udsagn Ifølge lektoren i strafferet ville Theo van Goghs udtalelser om, at muslimer er gedekneppere, være en klokkeklar overtrædelse af racismeparagraffen, hvis den var blevet fremsagt i Danmark. Jørn Vestergaard pointerer, at han ikke har set van Goghs film 'Submission', men hvis muslimerne føler sig krænket over den, er der god grund til at få sagen afprøvet. »Jeg har fuld tillid til, at domstolene og i sidste ende Højesteret kan afveje det her. Der skal meget til at indskrænke ytringsfriheden, men hvis man sammenligner en bestemt gruppe med dyr, betegner dem som umenneskelige eller mindreværdige eller som kriminelle, terrorister eller voldtægtsforbrydere alle sammen, så går man over stregen«, siger han. Ifølge imam Fatih Alev er de muslimske gruppers ønske om flere retssager inspireret af blandt andre jøderne i Europa, der »prompte bruger retssystemet og reagerer, hvis de mener, at deres omdømme bliver skadet«. »Vi ønsker ingen særlove for religioner. Lovene er gode nok, de skal bare bruges noget mere også af os«, siger Fatih Alev, der også ønsker at undgå, at sagerne bliver ført af Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, fordi centerets primære mål er det etniske. »Men de fleste af os er efterkommere og ikke indvandrere. Vi er en religiøs gruppe, der også omfatter folk, der har været i Danmark i flere generationer«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























