Gratis arkitekthjælp til borgere i Seest

Der venter et stort genopbygningsarbejde efter fyrværkerikatastrofen i Seest ved Kolding. - Foto: Lars Skaaning
Der venter et stort genopbygningsarbejde efter fyrværkerikatastrofen i Seest ved Kolding. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

I Seest ved Kolding har den omfattende fyrværkeribrand efterladt mange familier med alt fra slemt medtagne til helt nedbrændte huse. Nu bliver disse familier tilbudt gratis arkitektrådgivning. I weekenden den 4.-5. december stiller medlemmer fra Akademisk Arkitektforenings lokalafdeling i Sydjylland nemlig en campingvogn op ved Seest Kirke. Her kan beboerne møde op og få råd og vejledning i forbindelse med genopbygningen af de tilsodede ruiner. Nogle beslutninger er nødvendige »Vi vil hjælpe de nødstedte beboerne med at afklare nogle af de spørgsmål, som trænger sig på i forhold til deres fremtidige boligsituation«, forklarer en af initiativtagerne, arkitekt Inger Ansbjerg. »Det vi kan er at hjælpe beboerne med at afklare deres boligbehov. Vi kan bidrage med nogle bud på, hvad beboerne kan gøre, hvad enten de står over for at skulle genopbygge deres bolig, eller de skal bygge helt nyt«. Ikke juridisk eller økonomisk rådgivning Akademisk Arkitektforening understreger, at der hverken er tale om juridisk eller økonomisk rådgivning - heller ikke ingeniørrådgivning eller rådgivning i forsikringssager. »Men vi kan anslå nogle løsningsmuligheder og udarbejde de første skitser, som beboerne så kan gå videre med, hvis de ønsker det. For eksempel til en arkitekt«, siger Inger Ansbjerg. Hun håber at mange beboere ville lægge vejen forbi campingvognen ved Seest Kirke den kommende weekend - begge dage fra 10-16. Danskere har doneret næsten 1 million kroner Det er ikke kun arkitekter, som ønsker at hjælpe med at få Seest og dens indbyggere på fode igen. Danskerne har foreløbig givet næsten 900.000 kroner til de to store indsamlinger '6000Kolding' og 'Dansk Folkehjælps Nabohjælp', og det bliver specielt børn og børnefamilier, der får glæde af de indsamlede penge. »Mange børn er meget ramt af katastrofen. En del var alene hjemme den eftermiddag, hvor fyrværkerifabrikken eksploderede. Sammen med deres familie vil de komme på forlængede weekendture. Det har de mere brug for end tøj og andet, som bliver dækket gennem forsikringen«, siger forbundsformand for Dansk Folkehjælps Nabohjælp, Ib Jensen, til DR's Kanal 94 i Vejle. »Behovet er i stedet oplevelser og udflugter sammen med andre, der har oplevet katastrofen, og vi vil også se på behovet for psykologhjælp«, siger han. Der kan doneres penge til indsamlingerne frem til 1. februar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her