Chips, chokolade og cola skal ikke pakkes ind i vitaminer. Ministre fra hele EU er blevet enige om at udarbejde en liste over usunde fødevarer, som ikke må reklamere for, at de er vitaminberigede. »Vi er bange for, at hvis man skriver vitaminer på en kage, så tror folk, det er sundt«, siger forbrugerminister Henriette Kjær (K), der sammen med sine kolleger har sat kommissionen i gang med at lave såkaldte ernæringsprofiler. »En youghurt med for meget sukker vil heller ikke blive godkendt«, siger ministeren. Tilfredshed i Forbrugerrådet Forbrugerrådet kalder tiltaget fantastisk positivt. »Det er noget af det, der har kunnet samle forbrugerorganisationerne i hele Europa«, siger bromatolog Gitte Gross. I dag er der ingen fælles regler for anprisning og berigelse af fødevarer, fordi det er det indre marked, der regulerer det. Danmark har forsøgt at håndhæve et nationalt forbud. Men sidste år vurderede EF-domstolen, at det stred mod EU's regler om varernes fri bevægelighed. Omstridt Multivitaminjuice På baggrund af dommen skal Danmark nu dokumentere, at et beriget produkt kan skade sundheden, hvis det skal holdes væk fra butikshylderne. Derfor har de danske myndigheder blandt andet været nødt til at godkende den omstridte Multivitaminjuice. En beslutning Henriette Kjær nægtede at ændre på trods af pres fra oppositionen. I stedet forsøger hun at overtale sine europæiske kolleger til helt at forbyde vitaminberigelse af usunde fødevarer. »Jeg forventer, at vi kan lave et parallelt forløb med anprisningerne. Men det bliver nok lidt sværere. Nogle lande vil sige, at producenterne ikke vil tilsætte vitaminer og mineraler, hvis de ikke må reklamere for det«, siger ministeren. Forbrugerrådet hilser ministerens indsats velkommen og understreger vigtigheden af at få sat en stopper for vitaminberigelsen af usunde fødevarer. Selv med nye regler for anprisninger vil der nemlig være en smutvej for producenterne. »Allerede i dag ser vi eksempler på, at producenter er i stand til at markedsføre usunde produkter som sunde, uden at der er tale om en decideret anprisning«, siger Gitte Gross og forklarer: »Bare det, at der er skrevet 'tilsat vitaminer' på produktet kan virke som en anprisning«, siger hun. Foruden ministrene skal Europaparlamentet godkende reglerne. Henriette Kjær regner med, at de kan træde i kraft engang til næste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























