Flere skoleelever besøger Scientology

Danske skoleelever besøger i stigende grad den nyreligiøse bevægelse Scientology - også uden lærer. Foto: AP
Danske skoleelever besøger i stigende grad den nyreligiøse bevægelse Scientology - også uden lærer. Foto: AP
Lyt til artiklen

Stadig flere danske skoleelever besøger den nyreligiøse bevægelse Scientology som led i religionsundervisningen, skriver Jyllands-Posten. Siden 1999 er antallet af folkeskole- og gymnasieklasser, som besøger bevægelsens lokaler i København firedoblet. Har skoler i adressekartotek Mens Scientology for fem år siden blot modtog en klasse om måneden i gennemsnit, har bevægelsen nu i snit besøg af en klasse om ugen, oplyser Anette Refstrup, informationschef i Scientology. »Samtlige af landets folkeskoler og gymnasier optræder i vores adressekartotek og får bl.a. tilsendt vores blad 'Frihed'«, siger Anette Refstrup. »Det er typisk 9. og 10. klasser, som kommer på besøg i forbindelse med deres religionsundervisning. Alene i november i år har vi haft 10 klasser i de københavnske kirker. Skolerne har ikke længere den samme berøringsangst og er blevet mere nysgerrige«. Kommer uden læreren Erik Nordestgaard, som står for rundvisningerne i Scientology, oplyser, at mange unge kommer i mindre grupper uden lærer i forbindelse med et projekt. Under besøgene hos Scientology får eleverne typisk en rundvisning og hører et foredrag om bevægelsens menneskesyn. De kan stille spørgsmål og får udleveret materiale om Scientology. Formanden for skolelederne i Danmarks Lærerforening, Jens Færk, tager afstand fra, at lærerne besøger Scientology som en del af religionsundervisningen. »Det kommer bag på mig, at Scientology har registreret alle skoler, og jeg håber, at samtlige arkiverer materialet lodret. Og det bekymrer mig meget, at flere elever bliver taget med på besøg. Ved ligefrem at opsøge Scientology frister man svage sjæle, og det er netop svage sjæle, Scientology går efter,« siger Jens Færk til Jyllands-Posten. 'En bevægelse med hemmeligheder' Cand. theol. Jens Linderoth, formand for det kristne Dialogcentret, som oplyser om nyreligiøse bevægelser, kalder besøgene for problematiske. »Det er virkelig et problem, at de (Scientology, red.) går så bevidst efter unge, og at lærerne tager eleverne med. Lærerne skal i hvert fald oplyse, at det er en bevægelse, som har hemmeligheder, du først får kendskab til, når du er nået langt op i hierarkiet, og at medlemmer risikerer at miste al kontakt til pårørende og ender med at lægge alle deres penge i Scientologys kasse,« siger han. Mikael Rothstein, lektor og Ph.d. fra Afdeling for Religionshistorie på Københavns Universitet tror nu ikke, at danske skoleelevers besøg hos bevægelsen er forbundet med den store fare. »Jeg har aldrig - aldrig - hørt at børn eller unge skulle blive tiltrukket af Scientology efter et besøg. De finder det dræbende kedeligt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her