Hizb-ut-Tahrir på ny i myndighedernes søgelys

Lyt til artiklen

Hizb-ut-Tahrir opfordrer endnu en gang til at dræbe jøder. Derfor vil justitsminister Lene Espersen (K) bede Rigsadvokaten genoverveje, om den yderligtgående muslimske gruppe skal gøres ulovlig i Danmark. I hvert fald hvis det viser sig, at det er ulovligt, når foreningen igen har lagt en tekst, som kalder jøder for bagvaskende og løgnagtige, på sin hjemmeside. Teksten opfordrer ligefrem til drab på jøder gennem koran-citatet »Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv, hvorfra de fordrev jer«. »Jeg kan forstå, at Københavns Politi ser på sagen med stor alvor, og det er jeg glad for. Finder de strafbare forhold, vil jeg kontakte rigsadvokaten«, siger justitsministeren. Hizb-ut-Tahrirs danske talsmand, Fadi Abdel Latif, blev i marts sidste år idømt 60 dages betinget fængsel efter omdeling af en løbeseddel med den samme ordlyd. Talsmand har ingen forklaring Da dagbladet Information onsdag ringede Fadi Abdel Latif op, kunne han ikke forklare, hvorfor løbesedlen igen var på gruppens hjemmeside, og det har ikke været muligt for Politiken at træffe ham. Onsdag var den omtalte løbeseddel blevet fjernet fra hjemmesiden. Der lå dog stadig en anden løbeseddel, som indeholdt det samme korancitat. Efter de oplysninger har der rejst sig politisk ønske, om at der skal ske noget. »Organisationen bygger på et had til andre befolkningsgrupper og holder sig absolut ikke tilbage med at forsøge at sprede det had«, lyder det blandt andet fra socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov. Lene Espersen har allerede én gang bedt rigsadvokaten om at undersøge, om Hizb-ut-Tahrir skulle forbydes i Danmark. Det var i forbindelse med sagen fra sidste forår. Rigsadvokat vil vurdere sagen på ny Rigsadvokat Henning Fode konkluderede dengang, at der ikke var juridisk belæg for at forbyde Hizb-ut-Tahrir. Efter truslerne er genopståede, mener han dog, det er helt naturlig at vurdere, om der er grundlag for at forbyde foreningen med de nye oplysninger in mente. Rigsadvokaten fremhæver, at der skal meget til, inden retten kan frakende en forening retten til at eksistere, fordi foreningsfrihed er grundlæggende rettighed i grundloven. Konservativ advarsel Derfor advarer de konservatives retsordfører, Helge Adam Møller mod at forivre sig, inden man afprøver en sag mod Hizb-ut-Tahrir i retten: »Hvis man rejser sagen uden at vinde den, har sådanne foreninger jo pludselig rettens ord for, at de er lovlige. Det ville jo være endnu værre«, siger Helge Adam Møller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her