Der var lagt op til en hyggelig aften foran fjernsynet, da en 17-årig anbragt dreng i nat pludselig gik amok og jog en køkkenkniv i sine to socialpædagoger. De to pædagoger sad og så fjernsyn i et sommerhus i Thyholm, hvor de opholdt sig sammen med den 17-årige. Midt i udsendelsen kom drengen uden varsel hen til de to mænd og huggede flere gange en køkkenkniv i ryggen på den ene. Den anden pædagog blev også adskillige gange ramt af drengens knivhug, inden de to kunne undslippe. Fortsat i livsfare Det ene knivoffer segnede om uden for sommerhuset, mens den anden nåede at få tilkaldt Holstebro Politi og ambulancer fra sin mobiltelefon. Imens blev den 17-årige blot inde i sommerhuset, skriver Ritzau. Ifølge kriminalinspektør John Steffensen har drengen ikke over for politiet villet fortælle, hvorfor han pludselig forsøgte at dræbe de to pædagoger, hvoraf den ene fortsat er i livsfare efter angrebet. Drengen ventes i eftermiddag at blive fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for drabsforsøg.
17-årig stak sine pædagoger ned
Lyt til artiklen