Planer om imam-uddannelse i Danmark

Lyt til artiklen

Herboende muslimer skal have flere imamer, der kender det danske samfund og sprog og går ind for integration. Det mener Socialdemokraterne og fremsætter efter nytår et beslutningsforslag om oprettelse af en særlig dansk imamuddannelse. Forslaget indgår i et samlet integrationsudspil, som partiet fremsætter efter nytår. »Hvis vi mener noget med værdierne frihed, lighed og respekt, så må den muslimske tro kunne danne grundlag for en teologisk uddannelse i Danmark lige så vel som den kristne tro«, siger kirkeordfører Karen Klint (S). Der skønnes at være omkring 180.000 muslimer i Danmark. Heraf går 10.000 regelmæssigt til fredagsbøn hos en imam. Flertallet af landets godt 50 imamer taler ikke dansk, og de kritiseres bl.a. for ikke at sætte sig tilstrækkeligt ind i danske samfundsforhold til at forstå de unge muslimer, som er født og opvokset i Danmark. Teologisk uddannelse Socialdemokraterne foreslår, at der oprettes en videregående teologisk uddannelse i islam. Målet med uddannelsen skal være, at den er så teologisk velfunderet, at imamer og andre religiøse ledere kan rekrutteres herfra. »Unge muslimer har i de senere år efterlyst at kunne diskutere deres religion. Den mulighed har de ikke i dag, fordi størstedelen af landets imamer kommer fra Mellemøsten og mener, at Koranen ikke er til diskussion«, siger Karen Klint. Københavns Universitet overvejer uddannelse På Københavns Universitet vil man nu undersøge, hvordan imamer uddannes i andre EU-lande. På baggrund af erfaringerne fra bl.a. Holland, Spanien og Frankrig vil man vurdere, om det er realistisk at oprette en imamuddannelse i Danmark, og i så fald hvordan. Desuden skal uddannelsen give unge muslimer bedre mulighed for at tilegne sig viden om islam og fortolke deres religion i forhold til deres liv i Danmark. »Vi vil undersøge, hvad der er af imamuddannelser inden for EU, og især hvad erfaringerne med dem er. Hvis en uddannelse skal kunne lade sig gøre på et rimeligt grundlag, også økonomisk, skal der både være tilslutning til uddannelsen og afsætning bagefter«, siger formand for satsningsområdet Hans Raun Iversen, der er lektor ved Det Teologiske Fakultet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her