Antallet af omkomne stiger stødt i de katastroferamte lande, der i går blev ramt af voldsomme flodbølger. De seneste rapporter fortæller om flere end 21.000 døde. Og det frygtes fortsat, at der kan være danskere imellem - først og fremmest i Thailand. Tre danskere vides med sikkerhed at have mistet livet her, fem andre savnes på øen Phuket, mens man kun har haft kontakt med få af de 44 danskere i Khao Lak. SMS-beskeder fra overlevne Star Tour har som den eneste rejsearrangør danske feriegæster i Khao Lak, og salgsdirektør Stig Elling frygter det værste for sine gæster. »Situationen er meget alvorlig. Enkelte pårørende har fået sms-beskeder fra nogle af vores gæster, der har reddet sig i sikkerhed i bjergene. Men ellers ved vi intet, bortset fra at ødelæggelserne er kolossale. De få efterretninger, vi har fået, tyder på, at vores hoteller, der alle ligger lige ned til vandet, er kraftigt beskadiget, og vi kan heller ikke få kontakt med vores guider på stedet«, siger Stig Elling til Ritzau. Kaos forhindrer overblik Også på den danske ambassade i Bangkok mangler man overblik over situationen. De kaotiske forhold gør det svært at finde ud af, hvor mange danskere, der egentlig savnes. »Vi har endnu ikke overblik over, hvor mange danskere, der opholdt sig her. Men det er mange. Måske 3.000 - 4.000. Vi kan ikke komme igennem på telefonerne, og folk fra rejsebureauerne kan ikke få fat på guiderne. De kan ikke få fat på nogen«, fortæller Danmarks konsul i Thailand, Ulrik Sørensen fra Phuket. Også her frygter man, at flere danske charterturister er blevet såret eller har mistet livet. Derudover er der givetvis en del danskere i Thailand, som rejser rundt på egen hånd, som der kun vides lidt om. Ialt skønnes det, at 5.000 danskere befinder sig i Thailand. Kun få savnede på Sri Lanka På Sri Lanka derimod har rejseselskaberne bedre styr på deres gæster, og hovedparten meldes i god behold. Der mangler dog endnu at blive klarhed over situationen for en mindre gruppe af selskabernes gæster i det sydlige Sri Lanka, der ligeledes er hårdt medtaget. Ifølge administrerende direktør i Apollo Danmark, Jan Lockhart, drejer det sig om »under ti danske turister«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























