Kjær vil stoppe skjulte gebyrer

Forbrugerminister Henriette Kjær (K) vil kræve at virksomhederne skal oplyse den fulde pris på varerne. - Foto: Thomas SjørupA!
Forbrugerminister Henriette Kjær (K) vil kræve at virksomhederne skal oplyse den fulde pris på varerne. - Foto: Thomas SjørupA!
Lyt til artiklen

495 kroner for en flybillet til Berlin lyder som et godt tilbud. Men prisen får pludselig vokseværk, når lufthavnsskat, bestillingsgebyr og brændselsafgift kommer oveni. Det skal være slut nu. Forbrugerminister Henriette Kjær (K) vil nemlig ændre loven, så virksomheder fremover skilter med den fulde pris, når de sælger tjenesteydelser som for eksempel rejser, koncertbilletter og forsikringer. »Den pris, der står med store typer i butikken, skal være inklusive alle afgifter og gebyrer, så forbrugeren lettere kan gennemskue, om tilbuddet er godt eller ej«, siger ministeren. Truer med bøder Hun sender lovforslaget i høring til foråret. Brud på reglerne skal koste bøder. »Ændringen vil betyde, at færre forbrugere bliver skuffede, når de alt for sent opdager den virkelige pris for deres rejse eller forsikring«, siger Henriette Kjær. Hun tilføjer, at ministeriet ikke vil blande sig i, om de erhvervsdrivende lægger gebyrer på varerne. Selskaber skal også have lov at hæve dem og indføre nye: »Der sker prisstigninger, og nye udgifter kommer til. Det må man acceptere«. Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen skal holde øje med, om virksomhederne bryder reglerne. Han fortæller, at en underskov af opfindsomme gebyrer er vokset frem de seneste år. »Gebyrerne har spredt sig fra den finansielle sektor til alle tjenesteydelser. En regulering er påkrævet«, vurderer han. Et eksempel er TDC, der tager et gebyr, hvis kunden vil betale sin regning i teleselskabets butikker, siger Hagen Jørgensen. Fokus på rejser Gebyrerne stortrives i rejsebranchen. Derfor vil ombudsmanden kulegrave selskabernes gebyrpolitik. Desuden vil han overvåge de forskellige branchers brug af gebyrer og udarbejde en tjekliste til forbrugeren med korte og lette råd. Forbrugerrådet har gjort opmærksom på de skjulte gebyrer i årevis og ærgrer sig over, at regeringen ikke for længst har strammet reglerne. Direktør Rasmus Kjeldahl siger, at gebyrer er blevet en udgift, forbrugeren ikke kan slippe for. »Gebyrer skal fremgå af den samlede pris, for det er umuligt at vælge dem fra«. Rasmus Kjeldahl understreger, at de uigennemskuelige gebyrer ikke kun rammer forbrugeren på pengepungen. De skader også samfundsøkonomien. »Dårlig oplysning om gebyrer gør det svært at sammenligne priser på tværs af konkurrerende selskaber. Dermed bliver konkurrencen ringere. Det lider både forbrugeren og samfundet under«, siger han. Kritik af rejsebureauer Rejsebranchen har fået drøje hug får sine skjulte gebyrer - ikke mindst ved køb af rejser over internettet. Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, glæder sig over ministerens udspil: »Vi har kørt en hetz på en masse udbydere, der ikke skilter med en samlet pris. De opkræver alt fra brændselsafgift til kreditkort- og servicegebyr. Det er langt mere effektivt, at ministeriet griber fat i det og udsteder bøder til selskaber, der ikke oplyser ordentligt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her