Antallet af døde og savnede efter søndagens jordskælv i Sydasien stiger time for time. Og samtidig vokser usikkerheden og tvivlen hos de pårørende i Danmark, som ikke kan komme i kontakt med deres nærmeste. Det danske Udenrigsministerium er blevet kimet ned af hundredvis af familiemedlemmer til de danskere, som befandt sig i det sydlige Asien, da voldsomme flodbølgede skyllede over kysterne og efterlod død og ødelæggelse. Tre døde danskere Selv om Udenrigsministeriet er ved at få overblik over de rejsende danskeres situation, er der stadig en del danskere, som ministeriet ikke har kontakt med. Det gælder især folk, som rejser på egen hånd. »Rejsebureauerne har kendskab til deres kunder, men vi ved ikke, hvor de, som ikke rejser med et rejsebureau eller måske har meget løs tilknytning til rejsebureauerne - for eksempel kun har købt en flybillet - er«, siger Karen Wermuth, chef for Udenrigsministeriets borgerservice. Tre døde danskere Udenrigsministeriet kan oplyse, at tre danskere havde mistet livet på den thailandske ø Phuket. Det drejer sig om en 63-årig mand, en 71-årig mand og en 10-årig dreng. 11 danskere er indlagt på hospitalet i Phuket, mens 13 fortsat savnes. Der er også danskere indlagt andre steder. »Det frygtes, at tallene for danskere, der er ramt af katastrofen, fortsat vil stige i den kommende tid«, oplyser Udenrigsministeriet. Den danske ambassaden i Bangkok har etableret et beredskabscenter på Phuket, hvor man er i kontakt med rejsebureauer, rejseforsikringsselskaber og de lokale myndigheder for at skaffe oplysninger om danskere, der er ramt af katastrofen. Mangler kontakt til Khao Lak Danske rejsebureauer er også bange for, at det danske tabstal vil stige. Det er endnu ikke lykkedes at komme i kontakt med 20 danskere, som holder ferie i Khao Lak nord for Phuket. »Vi har fundet 24 af vores 44 danske gæster i Khao Lak, men vi savner stadig fortsat 600 skandinaviske gæster, heraf 20 danskere samt 5 rejseledere«, siger salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour til Ritzau. Sorg i Skandinavien I Norge har det norske udenrigsministerium fået rapporteret, at 13 nordmænd har mistet livet, mens 20-40 er såret. Antallet af døde er dog endnu usikkert. »Der er stadig flere hundrede nordmænd i området, som vi ikke har været i kontakt med«, siger den norske udenrigsminister, Jan Petersen, til nyhedsbureauet AP. I Sverige oplyser myndighederne, at 10 svenskere er døde. Men man har stadig ikke hørt fra omkring 2.000 af de 20.000 svenske turister, som befinder sig i de berørte områder. Den svenske statsminister, Göran Persson (S), advarede i går om, at tabstallet meget vel kan stige drastisk. »Antallet af døde er allerede utrolig højt. Og det vil fortsætte med at stige«, udtalte Persson, som kaldte katastrofen for »et mareridt«. Der er stadig stadig stor usikkerhed om, hvor mange udenlandske turister der er omkommet ved jordskælvet. Nyhedsbureauet Reuters meddeler, at det i alt drejer sig om lidt over hundrede døde, mens flere tusinde stadig savnes.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























