Flere danskere meldes savnet

En redningsarbejder bærer et lig bort fra stranden på Koh Phi Phi tæt ved Phuket i Thailand. - Foto: AP
En redningsarbejder bærer et lig bort fra stranden på Koh Phi Phi tæt ved Phuket i Thailand. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Der bliver arbejdet i døgndrift. Men de danske myndigheder og rejsebureauer mangler stadig at få et overblik over antallet af omkomne danske rejsegæster i Asiens katastrofeområder. Tre danskere er blevet meldt dræbt, og det officielle antal savnede danskere oppe er på 16. De 15 i Thailand, mens en dansk hotelejer er meldt savnet i Sri Lanka. Frygten for, at de 16 mennesker er omkommet i flodbølgerne efter jordskælvet, stiger, som timerne går. Derudover er omkring 30 danskere indlagt på hospitaler i Phuket. Konkret frygt De savnede er alle personer, som Udenrigsministeriet ved har befundet sig i en farlig situation i forbindelse med katastrofen. »Det handler typisk om vidneudsagn, hvor nogen har set den pågældende blive skyllet ud af flodbølgen, og ingen har set personen i live efterfølgende. For de savnede er der konkret frygt for deres liv«, siger fungerende kontorchef i Udenrigsministeriet, Uffe Wolffhechel. Blandt de savnede er tre danske småbørn i alderen to til fem år, der var på ferie med deres forældre i Khao Lak nord for den thailandske ferieø Phuket. To af børnene er søskende. Hundreder af efterlyste Ud over de savnede danskere er der et par hundrede danskere, som pårørende og rejseselskaberne ikke har hørt fra endnu. Disse omtales af myndighederne som efterlyste, og det drejer sig især om danskere, som rejser rundt på egen hånd. »Det er bekymrende, at det tal fortsat er så højt her to dage efter«, siger Uffe Wolffhechel. I Thailand har den danske ambassadør oplyst, at omkring 200 danskere er efterlyst. I Udenrigsministeriet ønsker man ikke at sætte præcise tal på antallet af danskere i de berørte områder, som familier og venner endnu ikke har hørt fra. Men Uffe Wolffhechel oplyser, at der er tale om et trecifret antal efterlyste danskere i Thailand, et tocifret antal i Sri Lanka og etcifret antal efterlyste danskere i Indien, Indonesien og Maldiverne. »Der kommer hele tiden nye navne på listen, og andre afmeldes, efterhånden som pårørende får kontakt og melder tilbage til os«, siger Uffe Wolffhechel og fortæller, at han forventer, at der vil gå flere dage, inden ministeriet har et overblik over katastrofens omfang. Den thailandske regering har besluttet af stille fly til rådighed for turister, der gerne vil hurtigt hjem. Samtidig har rejseselskaberne lagt den daglige konkurrence bag sig og hjælper i stedet hinanden med at få alle skandinaviske gæster hjem fra områderne. Star Tour forventer at have alle sine gæster hjemme inden fredag, mens Apollos administrerende direktør, Jan Lockhart, siger, at der vil gå mellem fem og syv dage, inden alle deres gæster er tilbage i Skandinavien. Rigspolitiet på vej Danske læger og krisepsykologer ankommet til Thailand for at tage sig af overlevende danskere. Samtidig oplyser Rigspolitiet, at de har sendt to specialuddannede politifolk, en retsmediciner og en retstandlæge af sted til Phuket for at hjælpe med at identificere danske ofre. Også SOS har sendt læger til Khao Lak. På grund af katastrofens enorme omfang besluttede de største danske rejseselskaber at aflyse alle rejser til det sydlige Thailand og Sri Lanka indtil udgangen af januar. Rejsende får pengene igen eller tilbudt en anden rejse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her