Klarere regler for medicintilskud

Lyt til artiklen

Tilskud fra sygesikringen til håndkøbsmedicin skal målrettes til patienter, som virkelig har brug for medicinen. Det betyder, at lægerne for fremtiden kun kan udskrive recepter, der udløser tilskud til f. eks. svage smertestillende piller, hvis patienten lider af kroniske smerter. Og at hjertemagnyl, der tages af mange for at forebygge blodpropper, skal købes i håndkøb uden tilskud, medmindre man er i en særlig risikogruppe. Ny liste Det fremgår af en ny liste over sygdomme, som for fremtiden kan udløse tilskud til håndkøbsmedicin. Listen, der er en følge af den ændring af sygesikringsloven, som blev vedtaget før jul, er netop sendt i høring af Lægemiddelstyrelsen. Undtagelser Normalt gives der ikke tilskud til håndkøbsmedicin, men hidtil har der været to undtagelser fra denne regel: Pensionister kunne generelt få tilskud, hvis lægen udskrev en recept på medicinen. Og lægen kunne ved at skrive 'varig lidelse' på en recept på håndkøbsmedicin også udløse tilskud til ikke-pensionister. For pensionister sker der ingen ændring med den nye lov. Men 'varig lidelse' afskaffes som begreb, og i stedet oprettes der en særlig liste over sygdomme, som kan udløse tilskud til håndkøbsmedicin, hvis lægen skriver recept. »Det er svært at sige, om det generelt vil medføre færre tilskud, og hensigten har ikke været besparelser«, siger sektionsleder i Lægemiddelstyrelsen Karen Kolenda. »Men mange læger har haft svært ved at definere begrebet 'varig lidelse', og nu skulle det blive mere tydeligt, hvad der kan gives tilskud til«. Håndkøb på recept En analyse fra Lægemiddelstyrelsen i sommer viste, at stadig mere håndkøbsmedicin sælges på recept. Sidste år gav sygesikringen i alt 242 millioner kroner i tilskud til håndkøbsmedicin. Formand for Lægeforeningens medicinudvalg Ole Eckhardt Poulsen håber, at den nye liste vil spare en del af de ressourcer, som lægerne tidligere har brugt til at skrive recepter til folk, for at de kan få en minimalt sygesikringstilskud. »Men jeg har ikke set listen endnu. Så jeg kan ikke vurdere den«, siger Ole Eckhardt Poulsen. Lægemiddelstyrelsen meddeler i øvrigt at satserne for medicintilskud fortsætter uændret i år i forhold til sidste år. Det betyder, at personer over 18 år stadig inden for et år skal betale de første 520 kroner af udgifterne til medicin selv, før sygesikringen træder til med tilskud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her