Det er troværdigt og ærligt, men kan komme til at skade det samlede indsamlingsarbejde.
Sådan lyder nogle af reaktionerne fra de øvrige danske nødhjælpsorganisationer, efter at Læger uden Grænser har sagt, at de sandsynligvis stopper deres indsamling til Asien-flodbølgens ofre i næste uge. Utroværdigt
Nødhjælpslægerne vil stoppe indsamlingerne, fordi de maksimalt kan bruge 15 millioner kroner i deres arbejde. De penge regner lægerne med at have samlet ind i næste uge, fortæller Søren Brix Christensen, som er formand for Læger uden Grænser i Danmark.
»Det ville være utroværdigt at sende flere penge til Asien, bare fordi det er dér, kameraerne snurrer. Og vi kan jo ikke samle penge ind til Asien og derefter bruge dem i Darfur«, siger han.
Den danske hjælpeorganisation ASF-Dansk Folkehjælp er overrasket over lægernes beslutning. ASF-Dansk Folkehjælp har ikke nogen øvre grænse for, hvor mange penge de kan bruge i Østasien.
»For mig at se er der behov for ubegrænset nødhjælp«, siger forbundsformand Ib Jensen. Frygt for donorviljen
Han frygter, at indsamlingsstoppet vil lægge forhindringer for den nuværende store vilje til at donere penge til flodbølgens ofre.
»Hvis fru Hansen hører nogen, der siger, at der er hjælp nok, hvorfor skulle hun så give mere? Og hvor er troværdigheden så henne, når vi siger, at behovet stadig er der. Jeg mener, at det desværre kan gå hen og skade indsamlingerne«, siger formanden. Men hvis I nu skulle havne i en situation, hvor I ikke kunne bruge flere penge i Asien, hvad ville I så gøre?
»Hvis vi skulle komme dertil, vil vi gå ud og stoppe indsamlingen. Men jeg tror ikke på det«, siger Ib Jensen, der garanterer, at 100 procent af ASF-Dansk Folkehjælps indsamlede penge havner i Asien. Stor respekt
Den samme procentsats af Folkekirkens Nødhjælps indsamlingsresultat går til flodbølgens ofre, forsikrer pressechef Lisbeth Engbo. Hun har stor respekt for Læger uden Grænsers beslutning, som hun kalder »ærlig snak«.
»Men jeg håber, det kommer frem, at vi er nogle, som i modsætning til dem arbejder med genopbygning og derfor har brug for penge i lang tid. Det ville ikke være godt, hvis folk kun hører, at Læger uden Grænser siger, at de har penge nok, og tror, at det gælder for os alle«, siger Lisbeth Engbo.
Hun lægger vægt på, at Folkekirkens Nødhjælp kan bruge alle de penge, de kan få fat i. Stadig brug for hjælp
Anders Ladekarl er international chef for Dansk Røde Kors og mener ikke, at et indsamlingsstop fra Læger uden Grænser vil skabe forvirring:
»Hvis man ikke hører efter, hvad de siger, kan man misforstå alt, og jeg har ikke hørt Læger uden Grænser sige, at der ikke er behov for mere hjælp«.
Det kunne de heller ikke finde på, fastslår Søren Brix Christensen.
»Vores styrke er at rykke hurtigt akut ud og etablere klinikker, mens andre arbejder med at genopbygge. Det er en arbejdsdeling. Folk kan jo stadig se, at der skal fiskekuttere på vandet, og der skal bygges skoler og veje. Men det er utroværdigt, hvis Læger uden Grænser skal samle ind til det. For det er ikke det, vi er gode til«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























