Flygtningenævn: FN bør genoptage dansk udvisningssag

Lyt til artiklen

Flygtningenævnet kan ikke acceptere FN's kritik af Danmark for at have udvist en mand fra Uganda i strid med menneskerettighederne. Nævnet opfordrer derfor regeringen til at bede om at få udvisningssagen genoptaget i FN's Menneskerettighedskomite. »Jeg mener, at man bør søge sagen genoptaget, fordi afgørelsen hviler på et mangelfuldt grundlag«, siger Flygtningenævnets formand, landsdommer Bent Ove Jespersen. Han mener, at FN-komiteen ikke havde papirerne i orden, da den for en måned siden behandlede udvisningssagen. Efter behandlingen kritiserede FN-komiteen Danmark for at have handlet i strid med internationale menneskerettighedskonventioner. Politisk røre Komiteens afgørelse har vakt politisk røre. Integrationsminister Bertel Haarder (V) skal torsdag i samråd om sagen i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg. FN-komiteen har med tolv stemmer for og to imod kritiseret, at Danmark udviste den ugandiske mand i forbindelse med en narkotikadom. På grund af sin fortid i Uganda og sine politiske aktiviteter risikerede han at blive udsat for overgreb og umenneskelig behandling i sit hjemland, noterede komiteens store flertal. Men komiteen afgjorde sagen uden at få de danske papirer oversat. Ikke fair behandling Komiteens medlemmer havde ikke mulighed for at tale med den ugandiske mand. Det havde det danske Flygtningenævn, der afviste dele af hans oplysninger som utroværdige. Og nævnet fik ikke lejlighed til at udtale sig, før FN-komiteen traf sin afgørelse. Flygtningenævnets formand påpeger, at to af komiteens medlemmer i en mindretalsudtalelse gør opmærksom på, at behandlingen af sagen ikke har levet op til den almindelige standard for god og fair sagsbehandling. Må efterleve kritik »Når der kommer kritik, er udgangspunktet, at man må efterleve den. Men får man en alvorlig kritik, skal grundlaget også være i orden. Og det, mener vi ikke, er tilfældet i denne sag«, siger Flygtningenævnets formand. Han mener, der er tale om væsentlige fejl i komiteens sagsbehandling: »Hvis man i retssystemet lavede lignende fejl, ville en sådan afgørelse blive ophævet og sagen hjemvist til ny behandling«, siger Bent Ove Jespersen. Ud over sit formandshverv i Flygtningenævnet er Bent Ove Jespersen dommer i Østre Landsret. »Komiteen skal have det rigtige grundlag at foretage sin vurdering på. Man kan kun træffe en rigtig afgørelse, hvis sagen er så vel oplyst, at man har det rigtige grundlag«, siger han. Det rette grundlag Bent Ove Jespersen vil ikke kommentere kritikken fra FN-komiteen, men alene forholde sig til grundlaget for afgørelsen. »Jeg har selvfølgelig en forventning om, at hvis komiteen havde haft det rigtige grundlag, at den så ikke havde fremsat nogen kritik. Men jeg kan ikke vide det«, siger Flygtningenævnets formand.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her