Rejser til Thailand genoptages trods advarsler

Rejsebureauerne er klar til igen at sende turister til Thailand. Billedet er fra Patong Strand, som MyTravel har på programmet fra februar.   Foto: Martin Lehmann
Rejsebureauerne er klar til igen at sende turister til Thailand. Billedet er fra Patong Strand, som MyTravel har på programmet fra februar. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

I sidste uge rådede danske læger turisterne på den thailandske ferieø Phuket til at tage hjem, fordi de kunne konstatere bakterier i vandet. Samtidig oplyste udviklingsminister Bertel Haarder (V), at Danmark vil yde 20 millioner miljøkroner, bl.a. til rensning af de 18.000 kubikmeter spildevand, der dagligt fosser ud i havet ved den ødelagte Patong Strand på Phuket. Branchen: Advarsel ophævet Alligevel har adskillige danske rejsebureauer tænkt sig at genoptage charterrejser til Phuket snarest, og et enkelt allerede fra næste uge. De henviser til, at Udenrigsministeriet i tirsdags ophævede sin advarsel mod at rejse til Phuket. Ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside frarådes det nemlig nu kun at tage til de ødelagte feriesteder Khao Lak og Phi Phi, mens Phuket ikke længere figurerer på listen. Ministerium har ikke styr på smittefare Men det behøver ikke at betyde, at Phuket er smitte- eller sygdomsfri, oplyser Karen Wermuth, der er chef for Udenrigsministeriets borgerservice og dermed for rejsevejledningerne på hjemmesiden. »Vi beskæftiger os ikke med sygdomme og smittefare. Der henviser vi til Statens Serum Institut, og det står også klart og tydeligt på siden«, siger hun. Forurening af vandet På Serum Instituttets hjemmeside hedder det: »I de berørte områder er der på nuværende tidspunkt en let øget risiko for at pådrage sig smitsomme sygdomme som følge af flodbølgen. Denne risiko er først og fremmest betinget af svigtende drikkevandsforsyning, forurening af vandkilder med overfladevand samt af nedbrudte kloakker og sanitære anlæg og kan medføre udbrud af diarésygdomme«. Overlæge Torben Seefeldt, der er speciallæge i infektions- og tropemedicin ved Århus Kommunehospital, blev udsendt til Phuket af SOS International efter flodbølgekatastrofen. Risiko for tarminfektioner Han opfordrede så sent som i sidste uge de tilbageblevne danske turister til at tage hjem så snart som muligt, fordi risikoen for tarminfektioner var betydelig, mente han. Seefeldt vil ikke kommentere Udenrigsministeriets ændring af rejsevejledningen, men det er ikke mange dage siden, at han stod på Karon Strand og kunne konstatere, at rensningsanlægget var oversvømmet. »Når vandet løber urenset ud i havet, så svømmer man mellem kolibakterier, og så kommer andre bakterier også til«, siger han. Vil følge råd fra myndigheder På overfladen blev Karon Strand og dens hoteller ikke særlig berørt af flodbølgen. Stranden er et af de mål, som MyTravel, Star Tour og Tyrkiet Eksperten vil benytte. Allerede fra næste uge er det muligt at rejse med Tyrkiet Eksperten dertil. MyTravel har også Patong Strand på tapetet fra 8. februar, og bureauets salgsdirektør, Jan Vendelbo, oplyser, at bureauet har egne folk på stedet, som følger situationen. »Vi følger nøje de råd, der kommer fra Udenrigsministeriet og Serum Instituttet, og vi kommer ikke til at starte nogen produktion, hvis der er en risiko forbundet med den«, lover han. Vær varsom Torben Seefeldt mener, at turister bør vise stor agtpågivenhed, hvis de insisterer på at rejse til Phuket. »Der er en potentielt øget risiko, og man skal være meget forsigtig«, siger han. Han opfordrer også til varsomhed med mad og drikke, ikke mindst skaldyr, altså hummer, krabber og muslinger, hvor bakterier kan hobe sig op.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her