Et lille hold med tre eksperter skal afgøre den strid, der er opstået mellem Institut for Menneskerettigheder på den ene side og Integrationsministeriet på den anden. Det foreslår S-formand Mogens Lykketoft, der dermed forsøger at undgå et nyt opgør med de radikale om, hvorvidt udlændingepolitikken skal lempes. »Vi har støttet de nuværende familiesammenføringsregler på grundlag af regeringens og dens embedsmænds uforbeholdne erklæring om, at alt er i overensstemmelse med de konventioner, Danmark har tilsluttet sig«, siger Lykketoft. 'Vi må nedsætte tremandsudvalg' Han pointerer, at Socialdemokratiet ikke vil ændre linjen i udlændingelovgivningen, men omvendt er han bekymret over, at regeringen blot har afvist den kritik af de danske regler, som Institut for Menneskerettigheder har fremført. »En ny regering må derfor nedsætte et tremandsudvalg med højeste juridiske sagkundskab - f.eks. tidligere medlemmer af Højesteret eller Menneskerettighedsdomstolen - til at vurdere kritikken på ny og komme med de forslag til justeringer, som de mener er nødvendige for, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser. Ingen regering kan leve med, at der er tvivl på dette punkt«, siger Lykketoft. Opbakning fra Jelved Den radikale leder Marianne Jelved mener, at sådan et udvalg er »en velegnet metode« til at få afgjort, hvilke konkrete ændringer der er behov for. »Det er totalt uholdbart, at det bare er påstand mod påstand«, siger hun. De radikale er allerede nu parate til at ændre markant i udlændingeloven, men stiller ikke ultimative krav. Institut undrer sig Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder undrer sig: »Vi er jo uvildige, så det er et mærkværdigt forslag at indføre en overdommer. Det er, som om de ikke tager vores mandat alvorligt«, siger hun. Haarder: Godt S og R kan blive enige om noget Integrationsminister Bertel Haarder (V) siger: »Lykketoft og Jelved er gerådet ud i den fejltagelse, at der findes én objektiv udlægning af konventionerne. Men jeg forstår fuldt ud deres behov for at finde et eller andet at blive enige om«, siger han. »De folkevalgte politikere har inden for konventionen ret til at anlægge et skøn. Diskussionen med Institut for Menneskerettigheder handler om, hvor grænsen går for de skøn«. Haarder lever fint med instituts kritikSå du kan godt leve med den usikkerhed, det giver, at Institut for Menneskerettigheder vurderer, der sker krænkelser? »Det kan jeg meget fint leve med. Det er ikke nødvendigvis sådan, at Birgitte Kofod Olsen har fået en åbenbaring, som forlener hende med den objektive sandhed i alle spørgsmål«, siger Bertel Haarder. Institut: Vi sidder ikke på sandheden Birgitte Kofod Olsen er enig i, at der er plads til skøn. »Vi påstår ikke at have den endegyldige sandhed. Vi fremlægger vores juridiske fortolkning af menneskerettighederne. Og der er faktisk sammenfald mellem vores og andre internationale kontrolorganers måde at læse dem på. Men kun domstolene kan give det autoritative svar«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























