Udsigt til mindre gift i drikkevandet

Lyt til artiklen

Alle vandværker i Danmark kan begrænse indholdet af det kræftfremkaldende stof arsen betydeligt inden for få måneder, så det alle steder kommer under en national grænseværdi. Det viser to nye undersøgelser bestilt af Miljøstyrelsen, som er gennemført af Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og konsulentfirmaet Watertech. Alle under grænseværdierne Sidste år blev grænseværdierne for arsen i drikkevand sænket fra 50 til 10 mikrogram per liter. »Vores vurdering er, at alle vandværkerne i 2005 kan komme under grænseværdierne. Alt tyder på, at drikkevandet snart bliver bedre for danskerne, men selvfølgelig kan der ikke gives en helt sikker garanti, men mulighederne er der«, siger kemiingeniør Loren Ramsay fra Watertech. Han har stået i spidsen for den ene af undersøgelserne, der begge præsenteres i dag på Aarhus Universitet under en konference holdt af DANVA, Dansk Vand- og Spildevandsforening, der repræsenterer vandværkerne, som skal beslutte, om de vil indføre teknologien. For meget arsen i hver sjette boring Målinger de senere år viser, at der er for meget arsen i forhold til de nye grænseværdier i hver sjette boring - altså inden vandet renses og sendes ud til forbrugerne. Stoffet, der findes naturligt i undergrunden, er især udbredt i Østjylland, på Fyn og i Vest- og Sydsjælland. Når vandværkerne sender vandet ud til forbrugeren, må det højst indeholde fem mikrogram arsen per liter. Sundhedsfarligt på lang sigt Arsen findes ikke i koncentrationer, der er store nok til at give direkte forgiftning, som det er set i udlandet. Men det kan forårsage kræft på lang sigt, og de tilladte grænseværdier ligger stadig højere end målsætningen for andre lignende stoffer. Situationen bør dog ikke vække bekymring for danskernes sundhed, mener Per Nørnberg, der er lektor ved Geologisk Institut på Aarhus Universitet: »Hvis det findes i nævneværdig grad, kan det have helbredsmæssige effekter - det er også derfor, vi har ændret grænseværdien. Men generelt set udgør det ikke noget problem i Danmarks drikkevandsforsyning«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her