De danske myndigheder kan nu gå videre med udleveringssagen mod den tidligere SS´er Søren Kam. Det står klart, efter Søren Kam i dag har fået nej til at spørge Højesteret, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den 83-årige tyske statsborger. Fåmælt Kam Søren Kam er fåmælt efter afgørelsen. »Jeg har hørt om dommen, men ønsker ikke at udtale mig. Tal med min advokat«, siger Søren Kam til Ritzau. Kams advokat, John Petersen, har imidlertid ikke været at træffe. Nyt krav i løbet af et par uger Kams nederlag i Procesbevillingsnævnet indebærer, at Danmark i løbet af et par uger vil kræve udleveret fra Tyskland, fordi Østre Landsrets tidligere kendelse om fængsling in absentia dermed står ved magt. »Vi kan nu gå i gang med det videre forløb«, siger anklageren i sagen, politiassessor Kaj Aage Pleidrup fra Lyngby Politi, til Ritzau. Medvirken i likvidering Søren Kam er anklaget for at have deltaget i likvideringen af redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943, fordi offeret havde fornærmet en nazist. Søren Kam var under besættelsen nazist og aktiv i SS, og han var i august 1943 med, da en gruppe SS'ere bortførte Clemmensen. Redaktøren bæev fundet likvideret med otte skud i Lundtofte ved Lyngby. Modstridende forklaringer Søren Kam har tidligere sagt, at han skød mod Clemmensen, men han er kommet med forskellige forklaringer om hvorfor og om omstændighederne i øvrigt. Ingen af hans tre forklaringer fra 1943, 1969 og 1998 stemmer overens med udsagnet fra en anden dansk SS'er Knud Flemming Helweg-Larsen, som i 1946 blev henrettet for drabet. Blandt andet har Søren Kam hævdet, at han handlede i nødværge. Arrestordre ophæver beskyttelse Efter befrielsen forsvandt Søren Kam til Tyskland, der gav ham statsborgerskab, hvilket beskyttede den tidligere nazist fra at blive retsforfulgt. Imidlertid har Tyskland nu ratificeret den europæiske arrestordre, der forpligter medlemslandene til at udlevere egne statsborgere, der anklages for forbrydelser i andre lande.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























