Indvandrerunge sætter sig på hashsalg

Efter Pusher Street i Christiania er blevet lukket er salget af hash i Københavns klubber taget til. - Foto: Nicolai Svane
Efter Pusher Street i Christiania er blevet lukket er salget af hash i Københavns klubber taget til. - Foto: Nicolai Svane
Lyt til artiklen

Et røveri i en Fakta-butik for nylig chokerede politiassistent Bent Haagensen fra Valby Nærpoliti. Han har i cirka ti år arbejdet med at forhindre unge i at ryge ud i kriminalitet. Forud for røveriet havde de to gerningsmænd - der begge var unge andengenerationsindvandrere - presset en ansat til at give oplysninger om forretningen, så røveriet kunne planlægges bedst muligt. Rovet skulle bruges til hashklub Pengene skulle bagefter bruges til at starte en hashklub. »Specielt efter at Pusher Street sidste år blev lukket på Christiania, har visse kredse fundet ud af, at der er mange penge i at sælge hash. Derfor oplever vi, at de forbrydelser, som unge laver, i stigende omfang er relateret til hashhandlen«, siger Bent Haagensen. Han lægger ikke skjul på, at han især taler om andengenerationsindvandrere. »Der er selvfølgelig etniske danskere indblandet i hashhandlen, men vi ser mange unge med udenlandsk herkomst«, siger han. »Det overraskende er, at disse unge ikke kun kommer fra familier, der er dårligt integrerede. Der er også mange velfungerende andengenerationsindvandrere iblandt. De er blevet lokket af de nemme penge og vil gerne gå i det samme dyre tøj som rødderne«. Dyr hash En hashklub er typisk et lokale, hvor man kan komme ind og købe hash. Oftest ligger lokalerne i kældre eller i gamle butikslejemål. Officielt har klubberne intet med hash at gøre, men kan for eksempel gå for at være en dartklub. Fra sit daglige virke oplever Bent Haagensen både unge, der har begået kriminalitet for at få råd til at starte en hashklub, og unge, som gennem hashklubberne er kommet ind i et misbrug og dermed ud i kriminalitet. »Det er dyrt, hvis man ryger hash hver dag. Derfor presses nogle til at stjæle for at betale af på hashgælden«, siger han. Kamp om markedet Narkotikaafdelingen på Københavns Politigård sidder med et samlet overblik over hele hovedstaden. Og her bekræfter lederen af afdelingen, Ole Wagner, de erfaringer, som kollegerne har gjort sig i Valby Nærpoliti. »Efter at Pusher Street i Christiania blev lukket, er der ikke kommet flere hashklubber end tidligere. Men salget er steget markant i hashklubberne«, siger Ole Wagner. »Samtidig er der blandt dem, som driver og lejer hashklubberne, en overrepræsentation af folk med indvandrerbaggrund. De kunne ikke tidligere komme ind på Pusher Street på Christiania, for her blev handlen kontrolleret af andre grupper. I stedet etablerede de sig gennem hashklubberne rundt omkring i byen«, siger han. Blandet landhandel Politiet skønner, at der er flere forskellige slags hashklubber - nogle er rent etniske, andre blandede og nogle tredje rent danske. »Det afhænger også af de enkelte bydele. For eksempel er hashklubberne på Nørrebro hovedsageligt styret af folk med indvandrerbaggrund«, siger Ole Wagner. I de etniske hashklubber støder politiet specielt på mange involverede af marokkansk afstamning. De har af naturlige årsager tæt tilknytning til Marokko, der er verdens største producent af hash. Bag hashklubberne er der et andet led - nemlig dem, som forsyner klubberne med hash. Politiets indtryk er, at bagmændene er yderst velorganiserede, men det kan være svært at adskille de forskellige bagmænd og deres relationer til hashklubberne. »Der findes mange slags leverandører på markedet - både danskere og udlændinge. Nogle gange arbejde de sammen, andre gange kæmper de om markedsandele«, siger Ole Wagner. Politiet regner med, at en del af handlen også styres af folk med relation til rockermiljøet. Derfor mener politiet, at rockerne enten får visse indvandrergrupper til at arbejde for sig, eller også at der er ved at opstå en kamp mellem rockerne og nogle af grupperne om, hvem der skal kontrollere markedet. Mange våben fundet Allerede nu kan politiet konstatere, at der er en kamp mellem de gamle pushere på Christiania og indvandrere om, hvem der fremover skal stå for salget i fristaden. Politiet frygter også, at forskellige indvandrerbander konkurrerer om, hvem der skal dominere markedet i resten af hovedstaden. På valgaftnen for et par uger siden tørnede to indvandrergrupper sammen på Nørrebro. Tolv blev anholdt, og politiet beslaglagde fem knive og et oversavet jagtgevær. »Vi ved ikke, om det handlede om territorier eller om for eksempel hash«, siger leder af nærpolitiet på Nørrebro, Søren Wiborg. Men det bekymrer politiet, at de ofte finder våben, når de ransager en hashklub. Det kan være oversavede jagtgeværer, pistoler og knive. »Det er ikke våben, som skal bruges mod gamle fru Olsen, der går forbi på gaden, men mod konkurrenterne«, siger Ole Wagner fra narkopolitiet. Selv om politiet gør, hvad de kan for at lukke hashklubberne, frygter Ole Wagner, at det bliver svært at komme af med dem. Både ejerne af hashklubberne og dem, der forsyner dem med hash, tjener styrtende med penge. Politiet har en mistanke om, at nogle af dem, som udlejer lokalerne, også samarbejder med hashsælgerne. Det gør efterforskningen mere besværlig. For alle holder hånden over alle, og miljøet er meget lukket. »Vi kender ikke den præcise omsætning, men vi regner med, at der i Pusher Street på Christiania tidligere blev omsat for mindst en halv milliard kroner om året. Så der er mange penge involveret i denne handel, og det gør det selvfølgelig attraktivt for mange at være med«, siger Ole Wagner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her