Turisterne ødelægger dialekten

Klitgårdene ligger spredt helt ude ved den forblæste vestjyske kyst omkring Søndervig og er knapt synlige, som de ligger mere eller mindre pakket ind i sommerhusbebyggelserne. Det er ikke længere landbrug og kreaturhold og lokalkultur med møder i landbrugs- og husmoderforeningen, møder i missionshuset og foredrag i forsamlingshuset, der præger miljøet. Turisterhvervet har taget over med tilhørende souvenirforretninger, badelande, bowlinghaller, golf- og tennisbaner og supermarkeder, hvor man risikerer, at personalet rutinemæssigt taler tysk til én. »Det har betydet, at sproget desværre er på retur«, siger Hans Tarbensen, 68, og hans kone Else, 64, der er blevet fastboende i et sommerhus i Hourvig Ny Sogn, som det hedder. Eller nærmere på adressen Houvig Klitvej 49 to kilometer nord for Søndervig med udsigt til den firelængede klitgård på den modsatte side af vejen, som de drev indtil for få år siden. »På vestkysten kommer der mange turister, og det har dæmpet dialekten, for vi skal jo tale, så folk kan forstå det«, siger Hans Tarbensen og smiler. De taler vestjysk. Forståeligt vel at mærke af hensyn til de besøgende. Men når de afslappet taler den brede dialekt, skal man være fra samme egn for at kunne følge med. Hjem uden ost Else stammer oprindeligt fra Resen ved Struer og talte et andet jysk end sin mand. »I Jylland og Vestjylland er der jo flere forskellige udtryksformer«, siger Else. »Jeg kan for eksempel huske engang, da jeg var ung, det var i 1951, da vi var flyttet til Aulum. Jeg blev sendt i byen på cykel for at købe »wost«. De spurgte igen og igen, hvad det var, jeg ville købe. Det var »wost«. Jeg skulle bare have noget »wost« med hjem. De forstod simpelthen ikke, at det var ost, og jeg kunne altså den gang ikke finde ud af at bede om ost i stedet for »wost«. »Det var også galt i begyndelsen, da min svigerfar, når jeg hjalp ham i kostalden, bad mig om »lige at ta' æ lihm wæjsten i æ kjørhus«. Jeg forstod simpelthen ikke, at jeg skulle hente kosten til højre i kostalden«. Verdenshjørnerne gælder herude og ikke højre og venstre. Hans føler ikke, at han bevidst har aflagt den bredeste del af dialekten. »Men det har jeg jo nok, når jeg da lige taler med andre end de helt lokale. Folk vælger i højere grad at tale noget, der ligner rigsdansk, og det sker, uden at de fleste i grunden tænker over det. Med de mange nye, der med sommerhusene og turismen er kommet til egnen, så er det nødvendigt, at vi kan tale forståeligt. Ellers siger folk hele tiden hvabehar, når vi taler til dem«, konstaterer Hans. Blev på egnen Hans Nielsens familier har i flere generationer boet på egnen, hvilket gjorde også Hans' brede dialekt ægte. Hans forældre, Martha og Anders Tarbensen, købte Tuesgaard, som Else og Hans drev videre. Den ligger som sagt over for sommerhuset, hvor de nu bor. Tuesgaard er fra 1864. En typisk stråtækt firlænget klitgård i hårdtbrændte sten. Hans forældre købte gården, der havde et jordtilliggende på ca. 20 hektar, i 1924 for 30.500 kroner. »Da mine forældre købte gården for det svimlende beløb sagde naboerne, at der kun ville gå et par år, før de igen måtte forlade den. Men da de så holdt guldbryllup, kostede festen mere, end gården i sin tid gjorde«, ler han. Hans mor, Martha, var født på en gård 500 meter nord for Tuesgaard og faren, Anders, tre kilometer længere oppe på Krogensgaard. »Selv om jeg har disse rødder og da taler vestjysk, så husker jeg, at mine forældre alligevel talte anderledes, end jeg gør i dag. Jo, dialekten forsvinder mere og mere. Også selv om der hvert andet år tales dialekt, når der spilles dilettant i Holmsland Forsamlingshus i Kloster«, konstaterer Hans.