Kampen om formandsposten i SF kan udarte til et slagsmål, hvor personangreb på kandidaterne dominerer i stedet for en politisk debat. Det ser både SF s afgående formand, Holger K. Nielsen, og folketingsgruppens formand, Ole Sohn, en risiko for. Derfor har de to topfolk givet medlemmerne af hovedbestyrelsen en kraftig påmindelse om deres ansvar for at holde debatten stueren. To episoder Advarslen kom på baggrund af to episoder. Anonyme kilder i partiet har i en avisartikel lanceret slogan et 'Goddag til Villy (Søvndal, red.), goddag til spærregrænsen'. Tilsvarende er den anden af de tre kandidater, Pia Olsen, kommet i skudlinjen i medierne, fordi hun under valgkampen havde anbefalet vælgerne at stemme på en bestemt radikal kandidat, hvis de ønskede at stemme radikalt i stedet for på SF. »Den slags går bare ikke. Den slags indslag kommer ikke af den blå luft. Vi skal tænke over, hvordan det virker«, siger Holger K. Nielsen. 'I har ansvaret' »I har som hovedbestyrelse et stort ansvar for, at processen vedvarende fastholdes under kontrol. Der skal ikke ret meget til, for at det eskalerer, og gør det det, er det sindssygt vanskeligt efterfølgende at få det under kontrol«, advarer han. Ole Sohn peger på, at formandsvalget er en enestående chance for at præsentere SF s politik. »I har alle muligheder for at få spalteplads og sendetid - især hvis I på negativ måde kan afgrænse kandidater fra hinanden. Jeg tror, man gør mere for partiet ved at holde sin kæft en gang imellem, hvis man kun kan sige noget negativt om hinanden«, siger Ole Sohn. Søvndal er enig Villy Søvndal mener, advarslen er på sin plads. »Det er rigtigt, at vi nu kigger hinanden ind i øjnene og siger, at det er vigtigt både fordi vi skal arbejde sammen bagefter og af hensyn til det billede, vi tegner af SF at debatten bliver ført på indhold og ikke på negative stemplinger af modparten. Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for«, siger Villy Søvndal. Pia Olsen: Jeg vil diskutere politik Pia Olsen siger til Ritzau, at hun synes, der har været noget 'fnidder-fnadder'. »Men generelt har vi diskuteret politik. Sådan har det i hvert fald været, når Villy Søvndal og jeg har diskuteret. Der er altid en risiko for, at det bliver til en smudskampagne. Det vigtige er, at vi er opmærksomme på det og bevidst vælger, hvilken linje vi vil køre på. Jeg vil ikke på noget tidspunkt gå i clinch med nogen på noget personligt. Jeg vil diskutere politik, og jeg vil ikke acceptere, at dem, jeg omgiver mig med, gør noget andet på mine vegne«, siger Pia Olsen. Sidste frist for at melde sig som formandskandidat i SF er mandag. Valget finder sted på landsmødet i april, medmindre landsmødet forinden vedtager at lade medlemmerne afgøre sagen i en urafstemning. Det besluttede et snævert flertal i hovedbestyrelsen for et par uger siden at anbefale.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























