Mens de danske politikere kappedes om at fnise over en særskilt politik for landets nu 900.000 singler, så er det en helt anden sag i Norge. Børne- og familieminister Laila Dåvøy fra Kristeligt Folkeparti er gået i gang med at lave en hvidbog over singlernes problemer og i 2006 præsenterer regeringen sin politik for singlerne. »Nej, det er der bestemt ingen, som griner af heroppe«, fortæller Kurt Ole Linn, informationsrådgiver i Barne- og Familiedepartementet. Egen fagforening Og dér er flere overraskelser. Singlerne har i Norge deres helt egen fagforening eller interesseorganisation i form af Ensliges Landsforbund, som i øjeblikket har fem mærkesager, som de bombarderer politikerne med. I den mere kuriøse afdeling slår generalsekretær Harald Sundin på lavere priser på hotellers enkeltværelser, men i den mere alvorlige ende handler det om, at man skal betale for sit forbrug og ikke en fast afgift per husstand. Det drejer om afgifter på kloak og skrald. Hvidbog om singler Det var i sommer, at Laila Dåvøy fik tilnavnet singleminister. Siden da har ministeren åbnet en hjemmeside, hvor singler kan komme med forslag til singlepolitik. »Mellem 250-300 har sendt os mail, og derudover har vi modtaget 60-70 breve. Disse vil blive sendt videre til eksterne institutter, som så skal lave en udredning«, siger Kurt Ole Linn. Det skal munde ud i en hvidbog, som igen skal danne grundlag for regeringens politik. Singleministeren forventer at komme med udspillet i 2006. Og når politikerne ikke griner i Norge, så hænger det - ifølge Kurt Ole Linn - sammen med at bogligmarkedet er eksploderet, nøjagtig som i Danmark: »Ganske vist er der kommet en velfungerede cafelatte-generation, men de har fået store problemer på boligmarkedet i specielt Oslo. Det er dog i nogen grad afhjulpet af, at private bygherrer er begyndt at bygge single-lejligheder i stor stil«. Politikere flirter med singler Men det er ikke kun kernefamilieentusiasterne i Kristeligt Folkeparti, som flirter med singlerne. Senterpartiet og Kystpartiet har sammen foreslået, at alle singler med en indtægt under 180.000 kroner får et skattefradrag på 1.000 kroner per måned, fordi grundafgifter på vand og skrald er så høje. Det synes Ensliges Landsforbund er så glimrende en ide, at de allerede har skrevet breve til de øvrige partier. Indtil videre uden resultat. Kristeligt Folkeparti er i stedet med på at give singlerne millionlån til bolig og lade en række kommunale afgifter være afhængige af forbrug. Så en single ikke skal betale det samme som en familie på fire. Bondam: God ide I Danmark mener de radikales borgmesterkandidat i København, Klaus Bondam - der sparkede hele debatten i gang med sit forslag om at reservere lejligheder til singler i går - at en singlepolitik vil være en god ide: »Lad os indrette det politiske system til den måde vi lever på i dag. Det kan jo ske for alle, at der pludselig kommer skår i Alt for damerne-idyllen«. Men det synspunkt står han ganske alene med i det politiske landskab. Her er der ikke engang stemning for at lette singlernes adgang til boliger. »Så har de radikale igen slået en skævert. Først vil de forære skattelettelser til de rigeste i Danmark. Og nu foreslår de radikale så, at singler skal have lov til at mase sig foran i boligkøen«, lyder det fra SF's Kamal Qureshi, som tilføjer: »De radikales forslag minder mest af alt om stemmefiskeri på et tidspunkt, hvor det er kommet frem, at flere og flere danskere lever som singler«. Selv om Århus også har mange singler, vil man heller ikke her tilgodese denne gruppe. Borgmesterkandidat Nicolai Wammen (S) har ingen aktuelle planer om singlepolitik på boligområdet, hvor han mener, at byen allerede har taget højde for dem. »Vi er meget opmærksomme på behovet. Vi vil også tænke singlerne ind i vores nye byggeri på Århus Havn, hvor der kommer mellem seks og syv tusinde nye boliger. Det er afgørende, at det ikke bliver lejligheder i millionklassen«, siger han og tilføjer, at eftersom han selv er single, så ved han godt hvad der er brug for.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen




























