SOK erkender ansvar for kollision

SOK erkender nu menneskelig fejl. - Foto: Lars Skaaning
SOK erkender nu menneskelig fejl. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Søværnets Operative Kommando (SOK) erkender nu, at en menneskelig fejl var medvirkende til fragtskibet M/V Karen Danielsens kollision med Storebæltsbroen i aftes. SOK har nu udsendt en pressemeddelelse, hvor man påtager sig sin del af ansvaret for kollisionen. »Om end der vil gå nogen tid inden Opklaringsenhedens rapport foreligger, står det dog efter det første møde og gennemgang af VTS Storebælts data klart, at der i den forbindelse formentlig er tale om en menneskelig fejl, idet der tilsyneladende har været tale om en kombination af uopmærksomhed og manglende efterlevelse af gældende procedurer«, skriver SOK. Overvågningsenhed svigtede Tidligere i dag erkendte kommandørkaptajn Lars Hansen, der er chef for operationsafdelingen i Søværnets Operative Kommando, som VTS hører under, at det var en overvågningsenhed ved Storebæltsbroen, den såkaldte VTS, der svigtede. Det gjorde, at fragtskibet stødte ind i Vestbroen, uden alarmklokkerne lød. Men det har været usikkert, hvad svigtet skyldtes. Nu tyder det på, at fejlen i overvågningen var menneskelig og ikke teknisk. Kun én på broen Samtidig burde fragtskibet have stillet med to folk på broen, da skibet i mørke og på lavt farvand sejlede i Storebælt. Der var kun én til stede, oplyser chefen for Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed, Lars G. Nielsen, ifølge Ritzau. »Når der er mørkt, og man sejler på lavt farvand som i dette tilfælde, skal der være to på broen, hvor den ene er på udkig. Og det har der ikke været ifølge de oplysninger, som vi har på nuværende tidspunkt«, siger Lars G. Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her