Børnehaver på udflugt og ældre damer med brødfyldte plasticposer har vinteren gennem været vidner til et sandt drama i Slagelses ellers så fredfyldte parkanlæg. Byens grønne område har nemlig fået samme status blandt ænder, som skumle morgenværtshuse har blandt mennesker: Alt for få kvinder - og for mange liderlige mænd. Massevoldtægt Resultatet er agressive bander af andrikker, der sultent napper ud efter de gavmilde gæsters brødfyldte poser, som var de et tag-selv-bord. Og endnu værre: Parringslystne horder på op til seks-syv andrikker, der på én og samme tid forsøger at parre sig med de få hunner, som ofte må lide druknedøden. »Der er simpelthen tale om massevoldtægt«, siger Peter Johansen, projektleder i Slagelse Kommune, og fortæller, at det især er forårets komme, der nu får andrikkernes hormoner i kog. »Og ikke nok med det: De mange ænder skider simpelthen søen i stykker. Afføringen fra ænderne giver alt for mange alger, hvilket ødelægger plante- og dyreliv«, siger han. Kommer ikke til skade Ud af parkens omkring 150 ænder er kun én ud af fem en hun. Og dét har såmænd en helt naturlig forklaring, fortæller Peter Johansen: »Fra naturens side fødes der flere andrikker end hunænder. Det er simpelthen for at videreføre arten på den mest effektive måde: Hvis der var flere hunner end hanner kunne man risikere, at der var hunner, som ikke blev befrugtet og dermed ikke var med til at videreføre arten«. »Derudover lider mange hunner druknedøden, når hannerne slås om dem, hvilket er med til at skabe ubalance i kønsfordelingen«. Fanges i bure Naturlig forklaring eller ej: Kommunen har fået nok. Med foderfyldte bure som lokkemad vil kommunen rydde ud i mængden af andrikker - dog ikke med dødsstraf: »Andrikkerne lokkes ind i burene, hvor de frit kan gå rundt og æde. Så indfanger vi dem stille og roligt i transportbure og kører dem ud til større søer, der kan tåle de mange andrikker«. Det bliver dog ikke alle andrikker, der må forlade de populære omgivelser midt i Slagelse - målet er blot at skabe balance i kønsfordelingen, fortæller Peter Johansen og forsikrer, at andrikkerne behandles med stor ekspertice og ikke kommer til skade.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























